Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Auatole France
205
Djævle gennemborede hans Læber og hans Strube med
glødende Jern.
Denne Troskyldighed er en sjælden Egenskab i
fransk Literatur. Franskmændenes Kunst er (trods
Lafontaine) i Regelen ikke naiv, men allerede hos
Moliére og i hele hans og det følgende Aarhundrede
ganske bevidst. Men Naiveteten er som kunstnerisk
Virkemiddel mægtig - saavist Virkningen ad Omveje, der
udkræver Selvvirksomhed af Læseren, er stærkere end
den ligefremme Meddelelse, der ikke giver Forstanden
det lette, fremmende Stød.
Hvor France optræder som historisk Fortæller, der
taler han troskyldigt, som en Samtidig vilde tale og
tænke. Det spores bedst i Klio.
Saa jævnt Indholdet af Klio er, saa berøres dog i
denne Bog, som bærer Navn af Historiens Gudinde,
nogle af Verdenshistoriens største Personligheder,
Homer, Cæsar, Dante, Jeanne d’Arc, Napoleon. Af dem
er umiddelbart kun Homer og Napoleon fremførte.
Da Sangeren fra Kyme udgaves første Gang,
virkede Fortællingen paa En og Anden som en
Vilkaarlighed. Hvorfor optage Overleveringen om den
blinde eller halvblinde Olding? Hvorfor give denne
ringe Skikkelse, denne fattige Stakkel, der gaar fra
Sted til Sted for at tjene Brødet ved sine Sange,
dette overvældende Navn, Homer? Ved fornyet Prøvelse
indrømmer man, hvor rigtigt France har set, og hvilken
Visdom der ligger bag Synet. Sangeren her svarer jo
saare godt til de homeriske Digtes Fremstillinger
af Sangere ved Hoffer, og meget naturligt er det,
at hans Hus har været snevert og lavt i Sammenligning
med den berømte Spaamands rige Hus ved Siden af.
Hemmeligheden ved Kunsten i France’s historiske
Foredrag er som sagt den, at han tænker og taler i
det Tidehvervs Aand, som han skildrer, synes at dele
dets Synsmaade, gaar ind paa dets Tro og Overtro,
dets Fordomme og Forestillinger, uden Ironi som
uden falsk Barnlighed, men med en Teknik, der gør
Modsætningen stærkt indlysende mellem hine Tiders
eller Egnes Tænkemaade og vor.
Saaledes f. Eks. her, hvor han meddeler Læseren
sin Opfattelse af homeriske Poesiers Tilblivelse
gennem den Skildring, han giver af den gamle Sangers
Fremgangsmaade. Da en Konge opfordrer ham til at
synge, dog sandfærdigt, svarer han: «Hvad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
