Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
212 Anatole
France
«0m jeg husker Putois? logen Skikkelse fra min Barndom
staar saa levende for mig. Hans Hoved var spidst ...»
«Hans Pande var lav,» tilføjer Frøken Zoe. Og nu
frem-siger Broder og Søster skiftevis med enstonig
Stemme og sær Alvor, som foredrog de et Signalement:
«Lav Pande. - Glasagtige Øjne. - Sky Blik. - Rynker i
Tindingen osv. Fremdeles: Mager. - Lidt duknakket. -
Tilsyneladende svag, men i Virkeligheden ualmindeligt
stærk, kunde bøje et Femfrancsstykke mellem Pegefinger
og Tommel. - Tommelen var umaadelig stor.»
Og mangfoldige Enkeltheder endnu.
Datteren Pauline spørger: «Hvad var Putois ?» og
faar Svaret, at han var Gartner, Søn af hæderlige
Landbrugere, grundede en Planteskole i Saint-Omer. Men
han gjorde daarlige Forretninger og maatte drage
om som Landarbejder. Som saadan bar han sig ikke
altid rosværdigt ad. Naar Fader savnede noget paa sit
Skrivebord, plejede han at sige: «Jeg har en Mistanke
om, at Putois har været her.»
«Er det Alt?» spørger Pauline.
«Nej, min Pige, det er ikke Alt. Der var det mærkelige
ved Putois, saa godt kendt han var af os, at han
alligevel ...»
«Ikke var til,» siger Zoe.
«Hvilket Ord! udbryder Hr. Bergeret. Hvor kan du
ville paastaa sligt! har du tilstrækkelig betænkt
Betingelserne for Tilværelse og betænkt de mange
Væremaader?»
Og Hr. Bergeret forklarer sin Datter, at Putois
fødtes som en voksen Mand, da han og hans Søster var
Børn. Deres Forældre beboede et lille Hus i Saint-Omer
og havde indrettet deres Liv, som det passede dem,
da de blev opdagede af en gammel, rig Grandtante
til Moderen, som havde et Gods der i Nærheden,
og som benyttede sit Slægtskab til at paatvinge dem
Indbydelser til hver Søndag Middag, idet hun hævdede,
at alle ordenlige Folk om Søndagen spiste til Middag
med deres Familie.
Da Faderen kedede sig fordærvet ved disse Middage,
krævede han af Moderen, at hun skulde afslaa
Indbydelserne, ligegyldigt under hvilket Paaskud. Og
saaledes kom den ellers saa sanddru Moder til en Dag
at sige: «Paa Søndag umuligt. Jeg venter Gartneren.»
Der fik Putois sin første Bestemmelse.
Da Familien kun ejede en Haandfuld Jord, spurgte
Tanten med Forbavselse, om Gartneren skulde arbejde
i den Have, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
