Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
250 Festen for
Victor Hugo
i Glemme over Sprogets uforlignelige Skønhed og
Versenes durende Metalklang eller smeltende Sang.
Dog Aftenens Stemning samlede sig ikke her. Den
indfandt sig sammentrængt, overvældende, saa hele
Publikum rejste sig og skreg af Henrykkelse, da
Fru Second-Weber efter Stykkets Slutning sortklædt
overfor den hvidklædte Frøken Bartet, hyldende Victor
Hugos Byste, fremsagde Versene: Ce siede avait deux
ans. Fremsagde er visselig ikke Ordet; hun gjorde sig
til ét med Digtet, ét med Hugo; hun talte i hans Navn,
eller rettere: han talte til os gennem hende. Med en
mesterlig Sikkerhed, som var hun Digtets Ophav, og med
en Stemme, der skjalv af Beundring, som var hun Hugos
begejstrede Præstinde, besat af Guden og tilbedende
ham, udslyngede hun i Rummet disse Aleksandriner,
der ringede over vore Hoveder og i vore Sjæle som
en jordisk-overjordisk Musik. Havde man læst Digtet
hundrede Gange, man opdagede nu uanede Skønheder
deri. Det begyndte jævnt og historisk med de bekendte
Linjer: «Aarhun-dredet var to Aar gammelt; Rom
traadte i Spartas Sted; Napoleon skimtedes allerede
i Bonaparte», og det blev til et helt Levnedsløb,
en Barndom under Moderens Øjne, en Stræbende og
elskende Ungdom, en kæmpende og sejrende Manddom,
indtil det tabte sig i en Begejstringens Himmelflugt,
saa man intet saa om sig uden Stjerner.
MIDFASTEDAG
(La mi-caréme)
(1902)
Fra Vinduerne i en Stue-Etage paa Hjørnet af Boulevard
des Capucines ud imod Operaen, hvor Hr. Stanton,
Repræsentanten for North American Review, har sit
Kontor og den amerikanske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
