Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Middelhavsrejse
347
Lad Kunstkenderne vrage denne Kirke, dette Vidunder,
hvad gør det os! Er dette derfor mindre en Verden af
Dejlighed? Der fandtes fra først af ved Aaret 1386,
senere nogle Hundrede Aar igennem, en Aand og Aander,
lyse, lykkelige Aander, der vilde danne denne Kirke
til et Billede af Verdens-Altet. Saadan har de
forestilt sig Universet - et uhyre Rum, en Kosmos,
baaret af urokkelige Piller, kærligt favnende den
Indtrædende og med Plads for Alle. Til den, som her
slaar sit Øje op, taler Indgangssøjlernes Granit
om Fasthed og Vælde, Pillernes Marmor orn festlig
Glæde og Pragt, de høje Vinduers Farver om Livets
brogede Hemmeligheder, Gulvets Mosaik om den Tryghed,
hvormed den i Kirkens Favn Vandrende kan sætte sine
Fjed. Thi denne Kirke er det forklarede Billede af
Altet, og Altet forklaret som en strengt ordnet Skov
af herlige Piller Stræbende op i stigende Buer, en
Skov, gennemtrængt med Duft, nu og da fyldt med Sang.
Hvor forskelligt har ikke de, som i Løbet af
Aarhundreder opbyggede San Marco her i Venedig,
formet sig Idealet af en Kirke. Den forestiller
ikke Verdens-Altet, men en Helligdom; intet Lyst
og Luftigt, men noget Indesluttet, Skumringsrigt,
umaadelig Værdifuldt, et Skatkammer, skinnende
i Guld. Fra man i^ det Ilte Aarhundrede begyndte
at ombygge Kirken efter byzantinske Forbilleder,
blev det, rnan vilde gengive, et østerlandsk Ideal,
en paradisisk Verden, noget Overjordisk, udtrykt
ved et Overmaal af sanselig Pragt. Til Højheden i
Milano svarer Yppigheden her. Hist jordisk Harmoni,
her overjordisk Overdaadighesd.
Det uerstattelige Klokketaarn er jo styrtet sammen
og har revet meget af Biblioteksbygningen med sig i
sit Fald. Dogepaladset staar der til alt Held endnu
i sin alt overstraalende Skønhed. Men i dets Indre
ser det sørgeligt ud. Der hersker Kaos. Alt er under
Istandsætmng. De umaadelige Freskomalerier er blevne
løsnede fra Væggene og overførte paa Lærreder, Stykke
for Stykke, til Udbedring. Blot Resultatet ikke bliver
Ødelæggelse.
Det stakkels Venedig er jo snart kun et eneste stort
Museum for sin egen fordums Herlighed. Byen, der
ikke mere har noget Land bag sig, hvorfra Varer kunde
strømme til den, og ikke mere noget Opland for sig,
ingen Verdenshandel, kun Smaahandel, er fortrængt
af Genua og Triest. Af Industri har den Kniplinger
og Glas, iøvrigt intet selvstændigt politisk Liv,
intet selvstændigt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
