Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
348
Middelhavsrejse
Aandsliv. Den maa væsenligt leve af at forevise de
Fremmede, hvis Flokke ikke klæder Byen, sin Fortids
uudtømmelige Skatte, Napoleon I udsugede den i sin
Tid, Østerrigerne udsugede den i deres; Foreningen
med Italien bragte ringe Vinding, om nogen. Nu er
Byen med sine Kanaler og Gondoler et dejligt Digt
fra gamle Dage. Medens Borgeren i New-York staar
tidligt op og rastløst arbejder i sin Forretning,
staar Venedigs Borgermand op Kl. 10 og gaar hen paa
Markuspladsen at drikke sig en Kop Chokolade. Der ser
han paa, hvorledes engelske Sportsmænd og franske
Smaabørn fodrer Pladsens Hundreder af Duer eller
rettere mæsker dem - og han ønsker med et lille Suk,
at de Fremmede vilde mæske ham som dem.
Der er et Sted i Venedig, som har historisk Ry, men
ikke synderligt søges af Turistflokken; thi det ligger
lidt fjernt, og man behøver en halv Times Tid til at
ro derud i en Gondol. Det er Klostret San Ldzaro,
som den store Armenier Mekhitar grundede til Værn
for Armeniens truede Kultur og som stadigt har været
et Hjemsted for armenisk Aandsliv, om end stedse
mere overvejende for den religiøse Del deraf. Alle
Munkene er af armenisk Nationalitet; i Øjeblikket er
der omtrent tresindstyve.
Naar man om Morgenen roer derud fra Piazzettaen,
mens den milde Foraarssol spiller paa Havfladen, har
man bag sig et fint Syn for Øje, Venedigs Paladser,
Brobuer og Huse langs den store Kanal, alt behersket
af Dogepaladsets paradokse Mur med dens indlagte
Figurer af hvidligt Marmor i det rødlige, denne Mur,
der hviler saa let paa slanke Piller, baarne af Buer,
der bæres af Søjler.
Gondolen vugger sig langsomt frem. Man naaer langt om
længe en Ø, hvor en mægtig Bygning rejser sig. Man
tror, man er ankommen. Men nej, det er Venedigs
Sindssygeanstalt for Mænd. Og paa en Ø i nogen
Afstand er den lige saa omfangsrige Sindssygeanstalt
for Kvinder. Det er nedslaaende, at saa tidt man i
Italien - hvor man end befinder sig, i Omegnen af
Siena som her - spørger, hvem der bebor en umaadelig,
monumental Bygning, der tiltrækker Øjet, er Svaret
altid det samme: de Sindssyge. Ved at se Anstalterne
her maa man mindes Shel-leys Digt Julian og Maddolo,
hvor Byron og han, ridende paa Lidoen, hører Klokken
fra det Hus, hvor man har indespærret disse Syge.
Men endelig viser San Låzaro-Øen sig med sit
Kloster og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
