Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En Kinesers Brev om Krigen
meget for ung til den Stilling, og hvis Ansigt
skinnede af Hovmod og spotsk Grusomhed [Grev York af
Wartenburg, senere falden] lod sig vise Amtmandens
Hus og traadte ind uden at lade sig melde. Soldaterne
spredte sig gruppevis paa Gaderne og trængte ind i
de Huse, der syntes, dem velhavende. Hvem der satte
sig til Modværge, blev dræbt med Revolverskud eller
Sabelhug. Intetsteds respekterede de Tærskelen til
den indre Bolig. Alt Tyende, alle Underordnede i
Forretningerne og andre> som kunde det, tog Flugten;
ofte raabte man noget efter dem, og naar de saa ikke
vendte om, skød man paa dem.
Vort Kvarter var det sidste, hvor de brød ind, men man
kunde ikke forlade Byen uden at falde i deres Hænder.
Anføreren havde forlangt 20,000 Unzer Sølv (63,000
Kr.) af Amt-manden. Kassen var tom. Saa truede man ham
saavel som alle rige Mænd med Døden og fuldstændig
Plyndring. Amtmanden sendte da rundt og bad alle
Forretningsmænd om Penge. I dødelig Angst gav Enhver,
hvad han havde. Jeg gav 250 Unzer af de 350, jeg havde
i Kassen. Snart havde Amtmanden mere end 20,000; men
Barbarernes Anfører tog det Alt. Vi var nu roligere;
vi troede, at vi havde friet os ved dette Sølv. Det
var en sørgelig Vildfareiset
Vi havde ikke regnet med, at de Tusinder af
Soldater endnu ikke havde faaet deres Del. De fandt
Brændevins-Oplagene og plyndrede dem. Mange af dem
var aldeles drukne. De trængte ind i Husene. De
tvang Enhver til at angive, hvor der fandtes Varer
eller Kostbarheder, dersom han ikke vilde mishandles
paa den gyseligste Maade. Et stort Antal Mennesker,
der gjorde Modstand imod Plyndringen, blev myrdede i
deres egne Huse. Alle Værdigenstande blev baarne ud
paa Gaden. Man svinebandt alle Mænd.
Deres Datters, min Svigerindes Mand vilde forbyde
disse Djævle Adgangen til det indre Hus, Man
huggede løs paa ham med Geværkolberne og bandt
ham til en Pæl. Fire af disse Hunde traadte saa
ind. Tjenestepigerne forsøgte at flygte, men blev
indhentede af otte andre Røvere, som under Latter
tog dem med Vold. Deres Datter, som blev forfærdet,
synes hurtigt at have tabt Bevidstheden; man fandt
hende senere besvimet,, øjensynligt som Følge af
den skændigste, forsmædeligste Behandling. I mit
Hus gik det værre til endnu. De trængte ind, slog
mig til Jorden, snærede mig sammen med Reb. Alt blev
plyndret. Jeg var i Raseri; thi jeg havde jo givet
Penge. «Jeg har betalt; jeg har betalt», raabte jeg
paa Engelsk. «I har ikke Ret til at tage dette.»
Den ene af dem forstod mig og sagde med et frygteligt
Grin noget til mig. Jeg begreb, det skulde sige, at
de havde Befaling af deres Kejser til at myrde alle
og enhver og stjæle alt muligt. Jeg vred mig i mine
Reb. Fem trængte ind i de indre Værelser. Jeg hørte
Kvindernes Skrig og skrækkelig Latter. Fortvivlet
kaldte jeg paa min Hustru. Hun svarede med et Raab om
Hjælp. Og jeg kunde ikke rive mig løs. Man affyrede
et Bøsseskud. Min Hustru udstødte et frygteligt
Skrig. Jeg hylede som en Vanvittig. Jeg fik et
voldsomt Spark i Bugen og tabte Bevidstheden.
Da jeg vaagnede, var det mørkt. Jeg raabte om
Hjælp. Hr. Y hørte mig og kom med en Lampe. Han løste
mine Baand. Morderne var borte. Men hvilken Rædsel! I
det inderste Værelse laa min Hustru*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
