Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
144
Henrik IV
Skuespillerne er ved det bedste Mod og arbejder
med ualmindelig Energi. Blandt de Stykker, jeg saa
spillet der med fuldendt Kunst, maa jeg nævne det
lille beundringsværdige østerrigske Sørgespil Liebelei
af Arthur Schnitzler, den af alle østerrigske Digtere,
hvis Talent er ejendommeligst og sikrest.
I Henrik IV spilledes Kongen af Emmanuel Reicher og
Prins Henrik af Josef Kainz, Grund nok til at ofre
det Par Timer derpaa, som Forestillingen tager. Man
havde i Berlin ukunstnerisk nok sammendraget de to
Dele af Henrik IV til et eneste Skuespil og saaledes
givet Reicher en højst sammensat Opgave at løse;
thi i Begyndelsen er han her Magtraner-Kongen i
dennes fulde Kraft, i Slutningen er han helt brudt og
knækket. Reicher er en saa forstandig Skuespiller,
at han magtede ogsaa dette; alligevel var han neppe
her saa overordenlig, som han var i sin Egenskab af
Faderen i Liebelei, en Fader, der har Agnes Sorma til
Datter. Han var ypperst i sit Udtryk for Kongens Sorg
over Sønnens Uværdighed og i de Repliker, hvor han
afslører sin daarlige Samvittighed og sin snedige
Statskunst. Alt, hvad Reicher rører ved, modtager
et Præg af hans oprindelige og sunde Dannelse; han
har dog ikke det Mod som Kainz til at bryde med al
Overlevering og give sig sit Naturel i Vold.
Denne sidste var ubeskriveligt indtagende som
Kongesønnen. Han er jo af de Faa, hvem næsten Alting
klæder, og hvilken Rolle kunde ligge bedre for ham
end denne! Kainz selv er i Privatlivet ikke mere
nogen Yngling, men en værdig Familiefader med to
voksne Stedbørn, for hvis Skyld han fører et stort,
smukt Hus i Berlin; men paa Scenen er han stadig tyve
Aar gammel.
Han magtede Alt, hvad der maa fordres af den unge
Prins. Han var udskejende med Gratie, overgiven med
Anstand, rig paa indre Ild; overfor sin Fader sønlig
og lovende, overfor Hotspur ærbødig, kamplysten og
ærgerrig, efter Faderens Død med ét udrustet med
fuld kongelig Værdighed. Selv de Steder i Teksten,
som det er vanskeligt at forsone sig med, saaledes
det, hvor den unge Prins i Monologen sammenligner
sig selv med Solen bag Skyer, gav han ved en ny
Fortolkning virkelig Ynde; han sagde, halvt siddende
paa Værtshusbordet med hængende Ben, Repliken med et
Skælmeri, som lo han selv ad Ordenes Højtidelighed,
medens disse samme Ord i London ud-prækedes med den
allerhøjtideligste Mangel paa Intelligens.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
