Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
244 Henrik
Ibsen
der imens paa sit Værelse har fundet Brevet, vender
tilbage i en ophidset Henrykkelsestilstand over det
storartede Bygningsarbejde, der er ham overdraget,
Anlægget af en Bjergbane; men glemmer under sine
Jubeludbrud dog ikke med fuldendt Hykleri at anraabe
Omgivelserne om at holde Morderen fast, heller ikke
at udspørge dem om, hvem der har begaaet Udaaden,
Adeline siger sig løs fra Erhart. Hun vil gifte sig
med sin første Kærligheds Genstand. Men nu begynder
Nemesis at virke. Ti hvad er denne Erhart? Hvad andet
end en Politimand, en Under-søgelsesdommer! Han
tror ikke paa Selvmordet, skimter en Forbrydelse,
aner hvem Forbryderen er. Imidlertid gaar han
mærkeligt idealistisk tilværks. Efter længe at have
udfrittet Waiblinger, om denne tror det muligt, at i
vore Dage et dannet Menneske indlader sig paa Mord,
opgiver han at forfølge Sagen videre, da Waiblinger
paa Spørgsmaalet, om han føler sig i Stand til nu at
ægte Adeline, giver et bejaende Svar. Kan han det,
slutter Erhart naivt, saa er han ikke Morderen. Ellers
maatte han være «en Djævel, intet Menneske».
I fjerde Akt er der stor Festlighed i
Egnen. Hovedtunnelen er paa Nippet til at gennembores,
alle Arbejdere og Honoratiores er samlede i Festdragt;
Waiblinger er Festtaleren og skal efter Festen holde
sit Bryllup. Men hans Tale er besynderlig, mangetydig,
overspændt, kreser om Døds- og Drabstanker, og da
Adeline kommer i Brudedragten, meddeler han hende
rent ud, at han er Bondens Morder. Denne Meddelelse
gør hende paa Stedet vanvittig. I sidste Akt endelig
lader Erhart i Kraft af et opsnappet Brev Waiblinger
arrestere, og denne styrter sig, da han skal føres
bort, efter en patetisk Monolog ned i en Afgrund.
Dette synes ment som den store Individualitets
Tragedie i et smaaborgerligt Samfund. Skade kun,
at Resultatet er blevet halvvejs grotesk formedelst
Beskaffenheden af det Kanevas, over hvilket der
er arbejdet. Karaktertegningen er for flere af
Personernes Vecjkommende overmaade vellykket,
Storbonden virker naturligt, hans Datter Monica,
der nærer et Sværmeri for Waiblinger, er en nydelig
og rørende Skikkelse, Haand værkeren Pie-ning
en fintholdt, paa én Gang taabelig og humoristisk
Figur. Der er ogsaa Partier af Waiblingers Repliker,
som er skrevne med Talent; men Alt er strandet paa
Umuligheden af at interessere sig for en Hovedperson
som denne og et Drabsmoth som hans.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
