Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Max Stirner
313
rejste sig med Rette derimod. Saa langt han end som
Aand og som Skribent stod tilbage for Feuerbach i
Fylde og Sving, betegnede han dog utvivlsomt som
Tænker et Fremskridt, der fører ud over ham.
I den Menneskehedsreligion, som Feuerbach havde ladet
uanfægtet, blev Selvfornegtelse neppe mindre prist
end i Kristendommen: Egenkærligheden opfattedes
som det Umenneskelige, der skulde ofres. Med en
Lidenskab, der maaske har faaet Næring ved Studiet
af Helvetius og som foregriber Nietzsche, kæmper
Max Stirner mod den af Kristendommen paavirkede
Opfattelse af Egenkærlighed eller Egennytte som
det onde Princip. For ham er den Enkeltes Jeg det
eneste virkelige Jeg, derfor den eneste Magtkilde
og Retskilde. Mennesket, Folkeaanden, Kirken,
Staten, disse hemmelighedsfulde moralske eller
politiske Personer, er forlorne Personligheder,
Æsler i Jeg’ets Løvehud, som Stirner trækker ned
over Ørerne paa dem. At jeg er egenkær, betyder i
hans Modstanderes Mund, at jeg kun ser paa, hvad der
behager mit sanselige Menneske; han hævder derimod,
at mit Jeg ikke er udtømt med min Sanselighed; han
viser, paa hvad Overtro Buddet om Selvfornegtelse
kan bero, og skildrer med Deltagelse den unaturlige
Afholdenheds Ofre.
I sine Modstanderes Tale og Færd finder han en
skjult, utilstaaet Egenkærlighed; selv vedkender han
sig aabenlyst Egenkærligheden som ledende’ Følelse,
og viser, hvorledes jeg alene sikrer mig min Frihed
ved at benytte mine Omgivelser til mit Bedste. Som
alle Tænkere af denne Retning vil han godtgøre, at
ethvert Offer, jeg bringer andre Mennesker, min Ven,
min Elskede, bringer jeg ikke for deres, men for
min egen Skyld, fordi jeg ikke taaler at se dem lide
eller savne; men Ingen har Krav paa min Kærlighed,
og Kærlighed er intet Bud; det er en fri Ydelse,
under hvilken Jeg’et forholder sig til sig selv.
Selvkærlighedslæren er (ganske ligesom Pessimismen)
et med Begreber anstillet Forsøg, nemlig Forsøget paa,
hvorvidt vi kan naa i Forklaring af Tilværelsen ud fra
den Enkeltes Jeg. Vel at mærke ses hos Stirner som hos
de spekulative Tænkere overhovedet Jeg’et aldrig som
Resultant, kun som nyt Udgangpunkt, uforklaret. Men
det er lærerigt at følge ham, naar han med Rette
viser, at Opdageren forfølger sin Opdagelse eller
Forfatteren sin Grundtanke ikke af Kærlighed til
Menneskeheden, alene for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
