Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Max Stirner
315
tatf Magten, saa kommer Friheden af sig selv! Jeg har
kun den Frihed, jeg selv skaffer mig; jeg fortjener
ikke at have den, som jeg lader mig fratage! -.Og han
haaner dem, som tror, at Friheden lader sig skænke,
ligesom dem, der indbilder sig, at Retten nogensinde
har andet Udspring end Magt. Tigeren har Ret, naar
den angriber mig, og jeg, naar jeg slaar den ihjel.
For ham som senere for Henrik Ibsen og Nietzsche
er Staten de Enkeltes Forbandelse. Staten optræder
som Hersker ganske som Kirken gjorde det, bygger paa
«Moral» som Kirken paa «Fromhed». Staten anvender fra
første Færd af Statskulturens Saks mod de Enkelte, og
al Aandsvirksomhed mod Staten er strafbar. Jo friere
Folket som saadant kaldes, des stærkere er i Reglen
den Enkelte bundet ved Statsbaand, Samfundsbaand
og Partibaand. Men selve Folkefriheden var jo i
Datiden kun et Ideal, og Stirner er uudtømmelig
i Spotterier over Datidens politiske Opposition
i Tyskland, den lovlydige og kongetro Opposition,
der høj agtede selv de usleste Love blot som Love,
og fandt Den umoralsk, der søgte at unddrage sig
den bestaaende Censur. Overfor den daværende Stats
socialistisk anlagte Modstandere gør han gældende,
at da Samfundet kun kan organisere det almennyttige
Arbejde, bliver Den, der frembringer det Sjældne,
det Enestaaende, ingen Genstand for dets Omsorg, ja
nærmest betragtet som et forstyrrende Element. Han
finder det Tilsvarende allerede i Oldtiden. Athenæerne
var ikke Sokrates’s Dommere, men hans Fjender.
I Aaret 1843 fejredes det tyske Riges
Tusindaarsfest. I det Aar allerede maa Stirner have
arbejdet paa sin Bog. Thi det hedder midt i den: «Hør,
mens jeg skriver dette, begynder Klokkerne at ringe
Festdagen ind for vort kære Tysklands tusind-aarige
Bestaaen. Ring, ring dets Gravsang! I ringer jo saa
højtideligt, som blev Eders Knevl bevæget af en Anelse
om, at I fulgte en Død til Graven .... Folket er dødt,
leve mit Jeg! . . . . Imorgen bærer man dig, Tyskland,
til Graven; snart vil dine Søstre, Folkeslagene, følge
dig. Men naar de alle er borte, saa er Menneskeheden
begravet, og jeg, jeg er mig selv; jeg er Arvingen
med det store Smil.»
Saa nærforestaaende troede Tysklands første Anarkist
Sejren for sine Ideer. Lidet anede han, at henved
60 Aar derefter vilde det tyske Rige være gaaet op
i Statstanken som ingensinde før.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
