Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
328 Hermann
Grimm
Han kom til Verden i Januar 1828, blev altsaa 73
Aar gan> mel. Som Digter er han smagfuld og kølig;
men han har det Fortrin, at hans sikre Pen ikke
slaar Klatter. Han beskriver ingensinde med herlig,
henrivende osv., altid med gul, blaa, grøn etc. Han
er gerne ironisk, attraar at være fornem, har hverken
Blod eller Lidenskab, men hyppigt en akademisk Ynde.
Som Essayist er han ikke lidet paavirket af den
geniale men løse Amerikaner Ralph Waldo Emerson,
Carlyle’s Elev, der forholder sig til denne som
Van Dyck til Rubens. Hermann Grimm var den første,
der henledede den tyske Læseverdens Opmærksomhed paa
Emerson, og han har omplantet hans aandrige Opfattelse
og hans Dommes Vilkaarlighed paa tysk Grund. Grimm
er som Kritiker fin, sindrig, udspekuleret, udtrykker
sig med en tidt vel eftergjort Naturlighed.
Han havde altid søgt sin Ære i at være Lærling af
Goethe. Efter at han ved sit Ægteskab med Bettina
von Arnims Datter havde faaet selve Goethedyrkelsens
Ypperstepræstinde til Svigermoder, gik han saaledes op
i denne Dyrkelse, at det var næsten uhyggeligt. Han
kunde ikke sætte Pen til Papiret uden at sige
Goethe. Goethe og hvad hans var blev for ham ikke
blot den tyske Dannelses, men Verdens Midtpunkt.
Hans store Værk om Michelangelo, der første Gang udkom
1860-63, senere i talrige Oplag, senest i Pragtudgave,
betragtes vist i Reglen som hans Hovedværk. Det er
et affekteret og dilettantisk Arbejde, men har,
især ved sin dygtige Skildring af den historiske
Baggrund, faaet overmaade mange Læsere i Tyskland. Det
indeholder Særheder og irriterende urigtige Domme,
fældede med umaadeligt Selvbehag. Men det er i det
mindste et Værk, hvori der er Aand, en Egenskab,
man ikke er fristet til at tillægge den anden
Berliner-Professor i Kunsthistorie Karl Frey,
hvis sprængvigtige Fortale til Udgaven af Brevene
til Michelangelo viser, at han i Selvtilfredshed
fuldtud er sin nu afdøde Foresattes Lige. I den Tid,
da han var Grimms Assistent, kunde denne undertiden
paa Forelæsninger fremkomme med skemtsomme Ytringer,
der tydede paa, at den strengt pedantiske Retning i
Kunsthistorien ikke havde nogen Beundrer i ham. Grimm
oraklede efter bedste Evne; men han var ingen Pedant.
Han sad inde med Overleveringerne fra den Weimarske
Stortid. Han hægede om dem, hævdede dem. Han skrev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
