Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
336 Goldmann og
Lan^koronski
om Jorden udkom i 1891 og er af de Bøger, der ved
Forfatterens ualmindelige Personlighed bevarer deres
Værdi.
Af disse to Værker er det første det lettest
tilgængelige; en indsmigrende Bog. Dens Forfatter,
Paul Goldmann, er Journalist af Fag og et sandt
Mønster paa en Journalist, forsaavidt han har aabne
Sanser for, hvad der foregaar omkring ham, skarp
Forstand til at opfatte det og en smidig Pen til
at gengive det. Dog, man behøver ikke at have læst
mange Sider af ham for at fornemme, at han inderst
inde er et Hjertemenneske, og lykkeligvis et af de
Hjertemennesker, hvis Følelse kun giver sig Udslag
som en ganske let Bevægelse, et mildt Lune, en altid
let og redebon Selvironi. Han har skrevet to smukke
Bind om Rejsen til Kina, Opholdet i alle kinesiske
Byer, Samtaler med de forskelligste høje Embedsmænd
derovre, om Byliv og Flodliv, kinesiske Jernbaner og
Aviser osv.; men i alt dette har han dog trods sin
fagmæssige Saglighed skildret sig selv, og man faar
Fortælleren kær, hvor han røber sig som han er, i
sin Kærlighed til Børn, i sin tyske Nationalfølelse,
i sine overbærende Domme, i sin Skemt, der altid
indeholder en Grundsum af Vemod og Afkald, endelig
i hans Sværmeri, der ikke gælder noget, som ikke
er Begejstring værd. Henrivende er f. Eks. Bogens
Slutning skreven, Gensynet med Evropa, Skibets Indløb
i Neapels Golf, Skuet af Capri, Amalfi, Sorrent,
Afrystelsen af den kinesiske Mare, Glæden over Evropas
store Kunst efter Skuet af Østens Grimacer, Besøget
af den hellige Januarius’s Kapel, hvor Bogen slutter.
Det rørte mig, at Bogen netop slutter i dette
verdensberømte Kapel, der er mig saa kært. Men naar
Goldmann i sin Glæde over paany at betræde den
italienske Renæssances Grund,»Michel* angelos
Jordbund, antager Kardinal Oliviero Garafas
legemsstore Statue for et Værk af selve Michelangelo,
saa er han sikkert paa Vildspor. Michelangelo
har neppe udført mere end den ene, ødelagte og
tilintetgjorte, Portrætstatue af Julius II, og denne
er i ethvert Tilfælde ikke af ham. Den tillægges
Tommaso Malvito, hvad jo i og for sig ikke gjorde
nogen Verdens Ting, dersom Bogen ikke endte med de
Ord, at det er som et Under, et lykkeligt Under, fra
det fjerneste Østerland, fra Folk uden Storhed, fra
Lande uden Skønhed, at vende tilbage til Michelangelo
Navnet er vistnok urigtigt anvendt her, men det
staar iøvrigl paa sin Plads; thi det kan aldrig for
indtrængende fastslaas, a
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
