Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
386 Georg
Reicke
Dette er Rammen. Vi vil nu dvæle ved Billedet, og i
Bille-det først ved dets aandelige Indhold.
Udgangspunktet er det, at tyske Mænd i deres
Ægteskaber ikke ønsker at finde Personlighed hos
deres Hustruer. Tyskeren betragter det lykkelige
Ægteskab som et godt opvarmet Værelse i hvilket Husets
Frue er Kakkelovnen. Meget betegnende for den Plads,
Norge efterhaanden har vundet i tysk Fantasi, staar i
Modsætning til hine tyske Mænd i Stykket Nordmanden,
der siger: «Hos os er en Mand stolt, naar hans Kone
er noget ved sig selv.» Og Nordmanden lærer den unge
Prøjserinde, at hun først maa være sig selv, «have sig
selv», før hun giver sig bort under Forbindelsen med
en Mand. Cornelie gaar uvillig til Ægteskab med Botho,
fordi hun frygter for i Samlivet med ham at forsmægte
af Tørst. Hun trænger til aandelig Paavirkning,, til
at danne sig sin egen Verden sammen med Mennesker,
der tænker som hun.
Faderen, der er et Udtryk for Embedsmands-Stædigheden
og den forstokkede Indskrænkethed, ikke mindre end for
Mands-Egenkærligheden (i en Grad, saa man skulde tro
denne Skikkelse tegnet af en Kvinde), repræsenterer
den dannede tyske Embedsmands Forhold til Kunsten. Han
indbilder sig at agte og elske den, fordi han taler
med Beundring om Raffael og Mozart, om Fortidens af
Ingen anfægtede Kunst. Og dog har han ikke Anelse
om Kunstens Væsen. Overfor den Kunst, der groer
og lever omkring ham, staar han som den blindeste
Bertel; den er ham i al Oprigtighed en Afsky. Han
er ganske ude af Stand til at skelne Talentet hos
sin Datter. Hun har i hans Øjne kun tegnet og smurt
en Smule til Adspredelse. Da han tvinges til at
indhente en Sagkyndigs Dom om hendes Billeder,
kender han som Avtoritet kun Akademidirektøren
Hr. v. Ulrich (læs: Anton von Werner), der efter
Datterens Paastand «forstaar saa rneget af Malerkunst
som en Rigsdagsmand* og kalder Datterens eneste
Berliner-Avtoritet Hettermann (læs: Liebermann)
for «Skidt-maleren*. I dette Hjem, hvor Søsteren,
der er Enke, lever i lutter Resignation uden Kraft
til mere at føle hverken Lykke eller Kval, fornemmer
Cornelie, at hendes indre Menneske gaar til Grunde,
og smægter efter Frihed til selv at svare for hvad hun
tør gøre og lade. Da Broderen spydigt spørger hende,
om hun maaske selv vil skrive en Morallovbog, svarer
hun kæktr at uden saadan en vil det neppe gaa. Og da
Faderen indvender*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
