Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Arkona
427
hvide Kongestol, langs en Kyst, hvor Kridthøjene
stundom lignede smaa Øer og Trægrupperne Haar paa
Kridtmandens Hoved, til man for en rum Tid forlod
Kysten og saa Hav paa begge Sider af Skibet, saa
langt Øjet kunde naa.
Der er Kysten igen, men anderledes beskaffen, stejl og
øde og barsk, med høje, sandede Skrænter, paa hvilke
intet vokser uden lidt Græs, indtil Øen slutter med
at stige saa højt i Vejret, den kan komme, øde ogsaa
her, og den yderste Pynt former sig som en bred,
lille Højslette, hvis Sider med talrige Kløfter,
i hvilke Lys og Skygger spiller smukt, gaar næsten
lodret ned i Østersøen.
Dette er Arkona med det rungende Navn.
Ikke her, men andensteds gik de Danske i Land paa
Rugen, da de kom her med deres Skibe, Drage ved
Drage, Sejl ved Sejl. Pile sendte de ind mod Kysten,
og med Buer og Økser og Sva^rd, som de løftede over
deres Hoveder, vadede de i Land. Til Arkona kom de
ad Landvejen og befæstede sig udenfor disse grønne
Volde, af hvilke ikke lidt staar endnu. I den ene
Side af Jordvolden findes en kort, underjordisk Gang,
gennem hvilken de gamle Vender naaede ud til en Brønd
i Voldens Nærhed, som nu er et lille Kær.
I Arkonas Værtshus hænger over Spisebordet et
uskyldigt Maleri, forestillende Svantevit efter
Beskrivelsen hos Saxo, med de fire Ansigter, Hornet i
Bæltet, Sværdet ved Siden. Han ligner paa en Prik en
godmodig, velvillig gammel Sømand, og ny Medlidenhed
griber En med den ubarmhjertige Fremfærd, han har
maattet lide. Hvis ikke alle Mærker skuffer, har han
været en fortræffelig Gud, netop den Gud, man havde
Brug for paa et Sted som Rugen, og havde han hersket
endnu, hvem véd, om man da paa Rugen i Avgust havde
havt det forskrækkelige Vejr! Værre havde det sikkert
ikke kunnet være under hans Styre.
Med en vis stille dyb Velvilje betragter han Gæsten
ved Værtshusbordet, der saa opmærksomt har Øjnene
fæstede paa ham. Han synes at spore en ægte,
forhærdet Afgudsdyrker i ham, og neppe har man
efter endt Maaltid begivet sig hen paa den smukke,
stormomsjiste Højslette, hvor engang hans Tempel stod,
før han lader sin Sol med pludselig Varme skinne
over Stedet og gennembage Den, som ligger udstrakt
i Græsset fortabt i Minderne om hans Glanstid.
Gode Svantevit, miskendte og mishandlede Svantevit,
slaviske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
