Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mennesker - Voltaire - I. Voltaire og Frederik den Store
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Voltaire og Frederik den Store
I
Det historiske Forhold mellem Voltaire og Frederik
den Store er enestaaende. Det er ikke noget harmonisk
Forhold. Det er i de første femten Aar et Sværmeri;
saa undergraves det og brister under Voltaires
Udisciplinerthed og Frederiks Forbitrelse; saa læges
Bruddet, og Forbindelsen holder Livet igennem. Dette
Forhold er Vidnesbyrd om det 18. Aarhundredes
Verdensborgeraand, siden Fyrsten og Skribenten her
tilhører to forskellige Folk, om de end har samme
Sprog. Men det Afgørende er, at Skribenten og Fyrsten
her begge er Genier, ja Tidsalderens mest anerkendte,
og at de udøver en Indflydelse paa hinanden.
Da Voltaire i August 1736 modtog det første Brev
fra Frederik, Kronprins af Prøjsen, gik han i sit
42. Aar. Brevskriveren var 24 Aar gammel. Voltaire var
allerede da europæisk berømt og af de Fleste betragtet
som Tidsalderens betydeligste Forfatter. Frederik
var en ung Prins, som endnu kun var bekendt ved,
hvad han havde udstaaet.
Han havde lidt for sine Tilbøjeligheder og sine
Aandsanlæg, som Voltaire for sit Vid og sine Tankers
omvæltende Styrke. De havde begge været Ofre for
Tidsalderens Brutalitet og et Regeringssystems
Vilkaarlighed.
Kun 22 Aar gammel var Voltaire bleven sat i Bastillen
og havde været fængslet dér et Aar paa den blotte
Mistanke om, at han var Forfatter til nogle Spottevers
om Ludvig den 14.’s Minde, som han ikke havde
skrevet. Da Misforstaaelsen blev opklaret, indbød
Regenten ham til Middag. Ved Bordet sagde Voltaire:
Deres kongelige Højhed skal have Tak, at De sørger
for min Kost. Mit Logis vil jeg i Fremtiden helst
selv sørge for.
Dog da han nogle Aar havde glimret i Frankrigs bedste
Krese, nydt Hoffets Gunst og lagt Grunden til sin
Formue ved heldige Spekulationer, var han bleven
styrtet fra denne Højde ved en af de Ydmygelser,
for hvilke under den franske Enevælde den Borgerlige
var udsat. En stor Herre, Ridderen af Rohan-Chabot,
Feltmarskal uden nogensinde at have været i Krig,
hvem han paa grov Tiltale havde givet et bidende
Svar, lod ham lokke i Baghold og gennemprygle af
sine Lakajer. Da Voltaire svarte med en Udfordring,
lod Hr. Rohan Chabot ham
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
