Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mennesker - Voltaire - I. Voltaire og Frederik den Store
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
8 Voltaire og Frederik
den Store
fra Voltaire om indflydelsesrige Personligheder i
Frankrig (Biskoppen af Mirepoix f. Eks.) disse selv
i Hænde gennem sin Repræsentant i Paris. Saaledes gik
ogsaa til Paris Voltaires Lykønskninger ti! Frederik
som Sejerherre over det med Frankrig forbundne
Østerrig. (Kosteligt er det i Brevene at forfølge
Voltaires Gisninger om, hvor vel den utro Postmester
sidder, der under Vejs aabner hans Breve og røber
deres Indhold. Sandheden falder ham ikke ind).
Saaledes mødte Voltaire Kulde overalt Den fromme
Ludvig XV havde desuden aldrig kunnet udstaa Voltaire,
dels paa Grund af hans Fritænkeri, dels paa Grund af
hans Mangel paa Hof-disciplin.
Han opgav da pludselig Ævred og gik til den fordrevne
Konge af Polen, Stanislas Leszcz^nski, der holdt et
lille Hof i Luneville. Men her indlod Fru du Ghåtelet
sig i en Kærligheds-forbindelse med den meget yngre
Saint-Lambert, underligt nok den samme Mand, der
senere blev foretrukket af Jean Jacques Rousseaus
Elskede, Fru d’Houdetot. Marquisen døde i Barselseng
September 1749. Da Voltaire havde mistet hende, var
der ikke mere Noget, der holdt ham tilbage fra at være
Frederiks Mand. Han vilde vise Hoffet i Versailles,
at man andensteds paaskønnede ham.
Vel fraraadede hans Niece, Fru Denis, ham heftigt
at gaa til Berlin, der efter hendes Mening var
en Hovedstad som Paris paa Hugo Gapets Tid; man
var, paastod hun, ham slet ikke velsindet dér. Men
Kongen, hvem hendes Brev blev tilsendt, imødegik al
Befrygtning, hun vakte: Hvorledes, svarer Frederik,
jeg skulde volde en Mands Ulykke, hvem jeg elsker,
som for mig ofrer sit Fædreland og alt, hvad der er
Mennesker kærest!
At Frederik imidlertid ikke var helt paalidelig som
Beundrer, maatte Voltaire paa samme Tid sande. Han
erfo’r ikke blot, at Kongen tænkte paa at engagere
Fréron, Voltaires mest haardnakkede Angriber, som sin
literære Korrespondent. Men han fik at se nogle Vers,
som Frederik - maaske af Mangel paa sund Kritik,
maaske for at ærgre Voltaire - havde skrevet til
Baculard d’Arnaud, en lille Poet, tilsyneladende
trofast Tilhænger af Voltaire, hvori der stod:
Frankrigs Apollon er i Forfald; han synker, De
stiger; hans Solnedgang varsler om en endnu smukkere
Solopgang.
Neppe Noget bidrog mere end disse forbavsende
og dril-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
