Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mennesker - Voltaire - I. Voltaire og Frederik den Store
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
20 Voltaire og Frederik
den Store
Man var visselig gaaet videre, end Frederik havde
ment, men skønt Dumhederne ikke kommer paa hans
Regning, saa dog Brutaliteten - og han lod Ingen
straffe.
VII
Der blev som Nedslag af alt dette en Bitterhed, næsten
et Had tilbage i Voltaires Sind. I de ret grimme
Memoirer, han seks Aar senere nedskrev om sit Forhold
til Frederik, men som først udkom efter hans Død,
giver han sig Luft i blodige, nærgaaende Spotterier.
Og saa kunde de to Mænd dog slet ikke blive fra
hinanden. De hadede og elskede hinanden med Dages
Mellemrum eller paa én Gang. Efter kort Tids
Forløb virker den gamle Trolddom, den gensidige
Tiltrækning paany, og Brevvekslingen begynder igen,
varer fremdeles 24 Aar igennem og standser først ved
Voltaires Død.
Et Tidsrum synes mig her særlig mærkeligt; det er
det fra Juni til November 1757.
I 1756 har Østerrig indgaaet Forbund imod Frederik
med Frankrig og Rusland. Da Frederik falder ind i
Sachsen, tiltrædes Forbundet endnu af Sverig og
Rigsfyrsterne. En Befolkning paa 100 Millioner
Mennesker staar i Forbund mod et Folk paa 5
Millioner. - Efter Nederlaget ved Kollin 18. Juni 1757
ser det ud, som om Alt var forbi for Frederik. Han
bærer en Flakon med hurtigt virkende Gift paa sig,
er besluttet paa at anvende den, i Fald ikke hans
Skæbne vender sig, og skriver højst betegnende for
hans Versemager-Lyst et Rimbrev derom til sin Ven
d’Argens. Det er det Digt, som begynder: Amz, le sort
en est jeté.
Loddet er kastet. Træt af den Modgang og den
Elendighed, hvormed vor Moder, Naturen, har fyldt mit
Liv, vil jeg forkorte mine Dage. Farvel, Storhed,
Farvel, guddommelige Lyst! Jeg vender mig ikke til
Religionen. Jeg véd fra min Lærer Epikur, at Livets
Gnist ikke er udødelig. Men smyk min Grav med Roser
og Myrter!
Og han sammenligner sig i Brev til Voltaire med de
store Frihedsmænd, en Cato, en Brutus, der faldt for
egen Haand.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
