Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mennesker - Græske Skikkelser i nyere Poesi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Græske Skikkelser i nyere Poesi
49
i mange Maader er ugræsk, indgik som et levende Led
i Datidens aandelige Bevidsthed.
Og paa samme Maade er det indlysende, at den
ulasteligste og fineste Gengivelse af Euripides’s
Ifigenia i Tauroi paa Tysk aldrig vil kunne faa en
Betydning for Nationens Sjæleliv, der i mindste Maade
lod sig sammenligne med det Indtryk Goethes Iphigénie
in Taaris har gjort.
For at kunne paavirke en moderne Tidsalder maa
nemlig de store Skikkelser i Oldtidens Poesi saaledes
omsmeltes eller tillempes, at de bringes den nær.
Vi kunde bl. a. se det ved en Sammenstilling af
Euripides’s og Seneca’s Hippolytos med Racines
Phédre, der vel paa mange Punkter kun oversætter
og bearbejder, men dog er blevet det definitive og
ypperlige Digterværk. Vistnok var Euripides’s Anslag
fortræffeligt og vist er Dialogen hos Seneca retorisk
pointeret, men Racine har med Benyttelse af Antiken
først frembragt det Fuldendte og Udadlelige, udviklet
den tragisk Eiskendes Væsen. Dramatisk har først han
stillet Fædra og Hippolytos, Fædra og Theseus overfor
hinanden.
I
I Fortalen til sin Iphigénie siger Racine: «Hvor
kunde jeg besmitte Scenen med det gyselige Mord paa
en saa dydig og saa elskværdig Skabning, som Ifigenia
maatte være! Og hvor kunde jeg slutte min Tragedie
med Hjælp fra en Gudinde og et Maskineri, eller med en
Forvandling, der fandt Tiltro paa Euripides’s Tid, men
vilde være altfor urimelig og utrolig i vore Dage!
Han er da glad ved hos Pausanias at have fundet
Beretningen om at den Ifigenia, der blev ofret,
i Virkeligheden slet ikke var Agamemnons Datter,
men en Datter, som Helena havde født Theseus, og han
former ud fra dette Sagn sin Erifile, der som skinsyg
paa Achilles’ og Ifigenias ømme Forstaaelse fortjener
sin Straf, og ofres i Heltindens Sted.
Man plejer at bebrejde Racine og de andre franske
Tragikere, at de moderniserede de antike Æmner
altfor stærkt. Det er den modsatte Indvending,
som burde gøres gældende her. Erifiles Ofring virker
forstyrrende. I en Verden, hvor Følemaade og Tankegang
er saa civiliseret og forfinet som her hos Racine,
G. Brandes: Samlede Skrifter. XVIII.
4
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
