Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mennesker - Frank Wedekind
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Frank Wedekind
191
Klara, skal have gjort sig skyldig overfor hende. I
Virkeligheden har Klara alene Skinnet imod sig,
og Lindekuh kender slet ikke Forholdene. Han er
her Moralist, ja Sandhedsapostel, som Gregers Werle
hos Ibsen, der som Sandhedens Udbreder kun udbreder
Elendighed.
Han anvender et Middel, der selv om hans
Grundantagelse ikke var falsk, maa betegnes som
aldeles umuligt for en Mand af Ære - han sender
alle Aviser en Notits mod en værgeløs Kvinde. Som
sædeligt begejstret Germaner har Wedekind i sin
sidste Fase afgjort noget præsteligt, men her kan han
alligevel ikke frikendes for at have fremstillet det
Forkastelige som tilladeligt.
Dog neppe har Lindekuh erfaret det rette Forhold,
neppe forstaaet, hvilket Offer for privat og offenligt
Hykleri den stakkels Kvinde har været, før han
bliver hendes bedste, ja eneste virkelige Hjælper
og Ven. Følgen er bittert nok at Klaras Moder - der
allerede forud har læst oprørende Fremstillinger af
Lindekuhs Ryggesløshed - i Klara ser et Offer for
hans Satanisme.
Den ulykkelige Klara er Aar igennem bieven
næsten hypnotisk betaget af den samvittighedsløse
Sangpædagog, der er hendes Lærer. Han har forført
hende, udplyndret hende, bevæget hende til
Fosterfordrivelse, er Skyld i hendes Fængselsliv,
efter hendes Løsladelse Skyld i at hun atter venter
sig et Barn, og er under alt dette æret og agtet af
det gode Selskab.
At Klaras Barn, hvortil hun nu klamrer sig med
Moderlidenskab, dør fra hende, er ikke hendes
største Kval. Toppunktet af hendes Lidelse naaes
efter Wedekinds Opfattelse, da hun føler sig fordømt
til ^Latterlighedens Forbandelse.»
Øjensynligt har under denne udæskende Digters Kampe
Spotten fra Modstandere ramt ham, hvor han var
ønitaaligst. Man iagttager det Samme ved Kongens
Fortvivlelse i Slutningen af Dramet: So ist das
Leben. Han frygter at efterlade sin Datter «den værste
af alle Forbandelser, Latterlighedens.»
Man fornemmer dette endnu stærkere, naar man
agter paa et Træk i det Musiken foregaaende Drama
Hidallah. Hetmann gaar til Grunde, da han, den
formentlig stort anlagte Reformator, faar det Tilbud
at optræde som den dumme August i en Circus.
Man er imidlertid ikke stærk, naar man saa smerteligt
bekymrer sig om enfoldige Menneskers Latter.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
