Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mennesker - Holger Drachmann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HOLGER DRACHMANN
(1907)
Den mest ødsle Digternatur, Danmark nogensinde har
frembragt - det var han. Og dog paa sin Vis den gode
Husholder.
Vi erfarer, at han er død, og vi har den smertelige
Følelse af, at et helt Slægtleds lyseste Skikkelse er
gaaet bort. Det Væld af Sang, som - rigere end noget
andet til nogen Tid i Danmark - har sprudlet mer end
en Menneskealder igennem, er forstummet.
Holger Drachmann er død. For den brede Strøm af
Melodier, som frydede ved deres Vellyd, er der
dæmmet op. «Striden Strøm, hun stansed derved, som
førre var vant at rinde». Den Sværm af Billeder, vi
skylder ham, de mange Skikkelser, der udgik fra ham,
vender tilbage til harn og grupperer sig om hans egen
høje Skikkelse.
Han har i et af sine Digte sammenlignet sig med en
Linedanser, der overrasker Mængden med Saltomortaler:
«Hvert Parti, jeg har det prøvet, vejet, fundet det
for let. Hejsa hop! Saltomortaler er min Kunst og er
min Ret.» - Nu har han gjort sin sidste Saltomortale,
Dødsspringet.
Det var glædeligt, at han femten Maaneder før sin Død
oplevede en Hyldest, som er bleven faa danske Mænd
til Del, paa én Gang den kunstneriske Elites og den
store Befolknings oprigtige, hjertelige Hyldest. Det
var grimt, at denne Glæde grundigt og varigt skulde
forbitres ham ved det Hyl, Bedsteborgerligheden i
Pagt med den altid lurende Misundelse fik rejst imod
ham lige efter Festen. Han havde et Øjeblik troet sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
