Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mennesker - Oscar Levertin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
322 Oscar
Levertin
Glæde Sorgen nær og slap i sin stærkeste Livsfølelse
sjældent eller aldrig Dødstanken.
Sort og Purpur er Farverne i hans Poesi.
Som Prosaforfatter har han derimod alle Farver paa sin
Palet og forstaar at sammensmelte dem til en Enhed,
der er forskellig efter hvert Æmne, han behandler.
Levertin optraadte ved Tyveaarsalderen i Begyndelsen
af Firserne med nogle Bind Noveller (Smaami/nt,
Konflikter) og skrev snart derefter sine første
Studier over fransk og svensk Literatur, en Bog om
den franske Farce mellem Renæssancen og Moliére og
en større meget grundig Bog om Teater og Drama under
Gustaf III.
Ved Aaret 1890 blev hans Bryst alvorligt angrebet;
han søgte og fandt Lægedom ved et Ophold i Davos;
men fra den Tid af fik hans Poesi som hans Prosa
et Udtræk mere. Det Jordiske blev set i Evighedens
Lys. Hans Sekraft spændte nu baade over Livets Riger
og Dødsriget. Hans Sjæleliv blev varmere, hans Stil
mere forfinet, undertiden overforfinet, til Grænsen
af det Søgte.
Det første digteriske Udslag af Levertins Sygdornstid,
Fortællingen Livets Fjender, viste, at han havde
fornummet Dødens kolde Pust, og at han endnu ung var
bleven fra en Stridsmand til en Betragter. Endnu et
Spand Tid, og han var lutter sjælfuld Humanitet, lidet
søgende sit eget, men som Digter fuld af Entusiasme
for Mindernes, Drømmenes og Virkelighedens Poesi,
som Kritiker begejstret for Digtere og Digtning,
Kunstnere og Kunst. Han blev Verner von Heidenstams
Herold og Selma Lagerlofs ildfulde Beundrer, iøvrigt
som Literatur- og Kunsthistoriker en virkelig
Lærd. Han turde være den eneste nordiske Digter,
der kan betegnes saadan.
Hans lyriske Digtning udfoldede efter hans 30. Aar
sine ypperste Blomster (Legender och visor,
Nya Diktér osu.); de har en tung, stærk Duft
som Heliotropens. Selv naar hans Vers anslaar
Folkevisetonen, er intet deri lethenkastet eller
skødesløst; det er lødig Kunst, en fin Pastiche
af gamle, naive Digtformer. Og hvor han tyer til
gammeltestamentlige Motiver - hvad ret hyppigt sker,
senest i Rang Salomo och Morolf - dér bliver hans
Poesi mere lidenskabelig og stærkere melodisk,
sammenstemmer, rigt harmoniseret, Oldtid og Nutid,
Øster- og Vesterland.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
