Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mennesker - Oscar Levertin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Oscar Levertin
321
er et inspireret Digt. Den første Linje i Strofen,
der er holdt daktylisk, har Anraabelsens begejstrede
Opsving; selve Strofen skrider trokæisk med taktfast,
svulmende, snart metallisk, snart melodisk Velklang
frem, indtil den naturligt atter løfter sig i
Anraabelsens Flugt:
Hojen mot himlen mig, vindar!
Alt i Alt er denne Digtning, hvad Kunst fremfor noget
skal være, følelsesfuld og stilfuld.
Det fornemmes vel som et lille Brud paa Stilen, naar
Morolf taler om Pavens Skæg] men i dybere Forstand
er Stilen helt igennem holdt. I Salomos Dybsind og
Højsind opløses harmonisk Modsætningen mellem det
Letsindige i Livshymnen her og Dødshymnens Tungsind.
II (1906)
Et ganske uforudset Dødsfald har gjort nordisk
Literatur og Aandsliv fattigere. Oscar Levertins
Venner i Danmark vidste intet om, at han var syg. Nu
melder Telegrafen hans Død, og denne Død betyder
ikke blot, at der er en Digter mindre i Norden, men
at en hel lille Verden, rig paa Modsætninger og dog
harmonisk, er bristet. Vemod fylder Sindet ved den
Tanke, at en saa rig og forfinet Kosmos som denne
Aand er sprængt af Døden.
Denne Aand lever nu kun videre i sit Livsværk,
er da for saa vidt hverken tilintetgjort eller
ufrugtbargjort; men Tabet er smerteligt nok endda.
Oscar Levertin var en dybt poetisk Natur; han
havde ikke den fødte Visedigters Evne til trallende
Rimleg, men den Inderlighedens Glød, der omsmelter
Virkeligheden til skær Digtning. Hans Poesi var snart
barnlig som en middelalderlig Legende, snart tanketung
og gennembevidst moderne; men der var altid noget
højtidsfuldt, stille skridende eller stærkt bevæget
over den. Som Digter kendte Levertin Glæde og Sorg,
ikke Lystighed eller Lethed. Tungsindig som han var,
følte han sig endog i sin
G. Brandes: Samlede Skrifter. XVIII.
21
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
