Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Christian Winther (1796–1876)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
6 Christian
Winther
eneste stor stakaandet Bisætning, der indleder og
forbereder Hovedsætningen, en Klopstocksk Lovsang over
Almagtens Troner. Og selv de skønneste Steder i dette
Digt er for højtspændte og for virkelighedsfjerne
i deres Udtryk til at male netop vor Natur: «Hvor
Sangersken bygger og kvidrende røber sin Rede», «Hvor
Hjordene brøle mod Skovens letspringende Sønner»,
«Hvor Mejeren synger bag gyldene Dynger». Det er
Billeder, som ikke maler nogen enkelt Egn; det er
almindelige Betegnelser, der mest af alt betegner
en Sky for det egenlige, det træffende Ord, det
være nu Nattergalen, Raadyret eller Rugen. Men de
virkelighedsfjerne Udtryk staar det gejstlige Foredrag
nærmere, og Ewald er endnu altfor optaget af Klopstock
og altfor underdanig mod den tysk-teologiske Opskrift
til at søge Andet i Naturen end «Præget af den Høje»
paa hvert dens Blad. Ewald priser ikke Sjælland, men
tager af dets Skønhed Anledning til at prise den Gud,
der skabte Sjælland.
Det næste Stadium i Naturopfattelsen betegnes i vor
Poesi af Schack Staffeldt. Hos ham er den gudelige
Naturbetragtning vegen for den grublende; Staffeldt er
vor første filosofiske Digter. (Se dette Værks første
Bind S. 331 ff.) Men med ham forsvinder ogsaa i vor
poetiske Literatur den oversanselige Naturbetragtning,
for hos Oehlenschlager at give Plads for det egenlig
poetiske Forhold til Naturen, der hverken bruger
Naturskønheden som Fremførelsesmiddel for en Lovsang
over Skaberens Godhed eller af lutter filosofisk
Grubleri taber Deltagelsen for Naturens ydre Liv og
for de utallige Skuespil i den, der ikke stemmer
med en enkelt Yndlingslære. Med Oehlenschlager
begynder et nyt Udviklingsstade og vi ser hos ham
Naturopfattelsen gradvis frigøre sig fra en ældre
Tids Betragtningsmaade, indtil den nærmer sig den
poetiske Virkelighedstroskab hos Blicher og Christian
Winther. Han falder ikke som Tullin og Ewald overfor
enhver skøn Egn i Henrykkelse over Skaberens Visdom;
men han er i sin Naturdyrkelse ganske ligesaa religiøs
som hine Digtere i deres Gudsdyrkelse var. I Kraft
af sit lyriske Anlægs hele højtidelige og ophøjede
Særart stiller han sig i et rent Andagtsforhold til
Naturen. Den Omstændighed, at Naturen som saadan i og
for sig allerede er ham hellig, betegner Fremskridtet
fra de gamle rettroende Digtere, men Andagtsforholdet
til Naturen bevirker tillige, at han aldrig bliver
saaledes for-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
