Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Christian Winther (1796–1876)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
34 Christian
Winther
Til denne store Gruppe af Episteldigte, som man kunde
kalde dem, kommer nu en ikke mindre righoldig og
fortrinlig Gruppe af Sange til hin Ene, Sange i hvilke
de «tusind blomstrende Ord», der bestandig skælver
paa hans Læber, faar Luft i lyriske Udbrud. Der er
en overordenlig Stilforskellighed imellem. disse
lyriske Stykker indbyrdes: de omspænder ræsten
alle Ton-arter, der ligger mellem Hymnen og Visen,
begge medregnede. Her er et, der kan betegnes som en
Fortvivlets Ulykkesmonolog. Det er Samlingens Nr. 8.
Ud over Havets Mark den øde Svæver en Fugl i vildsom
Flugt; Har den ej bygget blandt Roser røde? Har den ej
nippet saa sod en Frugt? Ak, det kan den ret aldrig
glemme, Hjertet slaar i dens spæde Bryst; Var den"
derhjemme! ak, derhjemme! Aldrig forlod den sin kære
Kyst.
Den gribende Virkning i dette Digt forøges ved at
Strofeformen pludselig brister, saa at Metret standser
midt i, et Kunst-Middel, der gør samme Indtryk, som
det vilde gøre i Musik, hvis alle Instumentets Strænge
pludselig sprang med en skærende Mislyd. Af Digtets
tredie Strofe findes nemlig kun følgende Brudstykke:
Falmede Farver - min Pensel jeg slipper - Billeder
svage! - min Griffel er brudt - Strengene tie -
min Stemme mig glipper Taushed er alt - - -.
Man kan ikke nægte, at denne Brudstykke-Form afspejler
en fortvivlende Lidenskab. Jeg erindrer i Poesiens
Historie kuij ét Eksempel, hvor noget Lignende er
forsøgt og der for at opnaa en beslægtet Virkning,
Indtrykket af ubeskrivelig Rædsel. Det er den sidste
Strofe i Goethe’s Der imtreue Knabe, som skildrer
hvad den troløse Forfører saa, da han var styrtet
hundrede Favne ngd under Jorden:
Auf einmal steht er hoch im Saal, Sieht sitzen hundert
Gåste, Hohlåugig grinsen allzumal Und winken ihn zum
Feste. Er sieht sein Schåtzel unten an Mit weissen
Tuchern angethan, Die wend’t sich -
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
