Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Christian Winther (1796–1876)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
40 Christian
Winther
stærkt, at hendes Fingre mange Dage derefter var ømme,
og hvor Han svarer, at han samme Nat I Storm og Mørke
stod i Skibets Stavn og paa Nippet var slynget ud
i Havet af en Braadsø, da han i det samme af alle
Kræfter greb om Skibets Anker. Som en Skytsaand har
hun fulgt ham over Havet, hendes bløde Haand var
Ankret, der frelste ham i Drømme.
Over en ganske modsat Type er en hel Flok af ligesaa
ypperlige erotiske Digte fra Winthers Ungdomsaar
formede. Eros her er den samme, med hvem Thorvaldsen
bestandig legede og som han aldrig helt fik rystet af
Ærmet, den flagrende, flygtige Dreng. Held Winther,
at han skrev hine Digte paa en Tid, da Tartuffe endnu
ikke var bleven Literaturens Vogter i Danmark! Havde
vore Dages literære Raahed faaet fat paa Sommerfuglen,
man havde visselig samvittighedsfuldt plukket Vingerne
af den og jaget en Naal igennem dens Krop:
Sig, hvad er vel min Brode? - Den Drik, man mig
frembar, -jeg skulde vel bortstøde - som en forlegen
Nar? - Jeg tager hvad man skænker - mig fryder,
hvad man gav, - jeg fri og frejdig sænker - mig
dybt i Glædens Hav. - Mon Liljen følte Smerte - som
bar mig paa sin Arm? - og brast vel Rosens Hjerte -
i dens blussende Barm, - fordi jeg fløj forbi den -
og sendte den et Blik - der vakte Tanker i den -
som aldrig før den fik? - Violen var den ikke -
lige duftende og smuk, - fordi den lod mig drikke -
sit første Morgensuk? - Og fik Kærminden Taaren -
vel i sit Øjes Blaa - fordi den havde baaren
- mig et Minut, den Smaa? - Og skal jeg høre ilde,
- at i Auriklens Hus - jeg stundom fik en lille -
gemytlig Sommerrus? - Selv har den mig udkaaret -
selv har den søde Ven - mig fuldt saa vel bedaaret
- som jeg bedaared den.....Saa tænkte den
med Letsind - og
kroede sig derved, - saa blot og bar for Retsind -
Dyd og Anstændighed.
- Jeg har ej overdrevet, - nej sandt er hvert et
Træk. - Jeg har det her nedskrevet - Ligesindede til
Skræk.
Folmer Sanger, Chr. Winthers eneste typiske
Menneskeskikkelse, er Sommerfuglen som Yngling. I
samme Tonart som dette Digt er den fortrinlige lille
lyriske Scene Aftenmøde holdt, i hvilken den Talende
træffer sin Ungdomsflamme alene paa Marken og minder
hende om den forsvundne Tid. Nu er Alt anderledes,
hver har sin, ingen af dem fortryder det Skete og
Digtet ender ægte Winthersk med denne Strofe:
Nu maa du hjem, og jeg skal gaa, Alt køligt Duggen
falder,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
