Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Christian Winther (1796–1876)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Christian Winther
41
Se Maanen rod bag Skoven staa -
Jeg tror, din Fader kalder!
Men giv mig end, som fordum tit,
Eii Sod Drik Mælk af Spanden,
Og - - hvorfor ej? - i Morgen frit
Du kysse kan den Anden,
De ikke ganske faa, hvem Winthers frie Tone aldrig
har været ret tilpas, har fundet «Lefleri» i disse
Digte. Men dette er ikke Lefleri, dertil er det
for uskyldigt og ligefrem; det er lige saa lidt
den ejendommelige Dristighed, der f. Eks. udmærker
Alfred de Mussets erotiske Ungdomspoesier; det er
en egen stille Sanselighed, hvis Attraa er dæmpet
ved Flegma og som, hvad man end vil sige om den, er
i høj Grad national. Saadanne smaa Mesterværker som
det overgivne ungdommelige Digt Mm Skat eller som den
italienske Serenade viser iøvrigt, hvor mange andre
Afskygninger Winther kan give den lettere Erotik.
Lærerigt er det nu til Slutning at se, hvorledes
hans Naturopfattelse smelter sammen med det Erotiske
i hans Poesi. Det er ikke blot Nattergalene, hvem
han lader sin Amor Jesuita skære for Tungebaandet og
indvie til Gudens Missionærer. Den hele Natur er hos
ham taget i Elskovsgudens Tjeneste. Han bruger den
flyvende Fugl som Bud (Flyv, Fugl, Flyv), han beder
Hjorten og Snogen, Fisken og Musen og Himlens Skyer
om at bringe sin Elskede Hilsen (Violinspilleren
ved Kilden); han grupperer hele Dyreverdenen om det
elskende menneskelige Par; én Gang gør han, som i
Murad, Hunden til deres Fortrolige og Beskytter, en
anden Gang, som i Hjortens Flugt, Hjorten til deres
Vidne og deres Skæbnes Bærer.
Den hele Natur deltager hos ham i de Afgørelser, der
rammer menneskelig Elskov, som den hos Oehlenschlager
deltager i de Begivenheder, der angaar Nordens gamle
Minder. I hans Digt Ved Kilden besnærer en troløs
Svend med indsmigrende Ord sin unge Elskerinde,
knæler og sværger Troskab, saa vist som Kilden,
hvorved de staar, ikke vil stanse sin udvældende
Straale. Da stanser Kilden i det Samme, og medens en
Gysen gennemfarer Krattet, drager den sin Perlesnor
tilbage ind i Klippens Bryst, l Jægerens Brud sker
et lignende Under. Der er Bedraget fuldbyrdet og
den Forhærdede vil netop i Kirken sværge aldrig at
have brudt noget Troskabsløfte, da den unge Pige,
han har sveget, mildt anraaber ham om for sin egen
Frelses Skyld
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
