Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Christian Winther (1796–1876)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Christian Winther
49
af alle kunde tænkes at ville splitte Danmarks
Skjold eller nedbryde dets Hus - den Konge, der
netop havde samlet det Splittede og genopbygget det
nedbrudte Rige - Valdemar den Fjerde, Atterdag. Med
den poetiske Effekt vandt Winther saa tillige
den nationale og patriotiske Virkning og endda en
Tilgift, der ikke var at foragte, Lejligheden til
et pragtfuldt Omkvæd. Faa poetiske Virkemidler er
saa kraftige som Gentagelsen af en Linje eller endog
blot af nogle faa Ord i forskellig Sammenhæng; thi
ved Gentagelsen kommer Digterkunsten i Besiddelse af
det rent elementære, men altid mægtige Kunstmiddel,
der spiller en saa uhyre Rolle i Arkitektur og Musik:
Lighed i Forskel, symmetrisk Modsætning. Fornøjelsen
ved Omkvædet er Genkendel-sesglæclen ved at møde
det Samme paa et Sted, hvor det ikke ventes. Men
Omkvædet har i Poesien ofte noget Mekanisk, selv
i Sangpoesien tit noget Trættende, og et Digt i
Romanceform har sjældent Lejlighed til at anvende
det. Der maa være en virkelig Grund til at de samme
Ord bestandig paany kommer Læseren for Øre. En saadan
Grund fattes f. Eks. hos Oehlenschlager i Julerejsen
og Skirnir faldender sit Ærinde (Helge og Nordens
Guder). En saadan Grund findes derimod f. Eks. for
den stadige Gentagelse af Ordet «Nevermore» ved
Slutningen af enhver Strofe i Edgar Poe’s berømte
Digt Ravnen-, thi ifølge Digtets Forudsætning formaar
hin uhyggelige Ravn, der, siddende paa Pallasbysten
i Nattens Stilhed besvarer ethvert Spørgsmaal,
der rettes til den, med Ordet «Aldrigmere», kun at
sige dette ene menneskelige Ord, og den siger det
saa længe, til Ravnen forvandler sig til Symbol,
og hint Aldrig mere runger i Læserens Øre som alle
søde svundne Erindringers sidste Ord. Skønnere endnu
er i Henrik og Else det sparsomt anvendte Mundheld
forvandlet til en Art Omkvæd, og faa Mundheld
egnede sig saavel ved Klang som ved Indhold bedre
til Gentagelse end hint prægtige og meget sigende;
d Morgen er der atter en Dag.» Skade kun at Ordene er
der atter en Dag (ligesom Ordene i den undrende Skov)
rent metrisk set saa ufuldkomment udfylder det sidste
Halvvers. Ellers vilde man kun nære Beundring for den
Kraft, hvormed henimod Digtets Slutning de stolte og
triske Strofer kommer:
.
Jeg frister dig ej længer, nu kender jeg din Hu,
Christ give, hver en Ungmø var trofast som du!
G. Brandes: Samlede Skrifter. II.
4
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
