Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Emil Aarestrup (1800–1856)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
78 Emil
Aarestrup
ligesaa lidet styg eller grov; det er en stærk,
af Skønhed beaandet Attraa. Hvad der forsoner os
med den, selv naar den støder os, er hint Cynikerens
djærve og lystige Lune, der erindrer os om, at Poeten
tillige var Læge. Hvad der stemmer os for den er
det, at den ikke er indædt, ikke skyr Dagens Lys,
ikke-iilmcnde røber, at Manden er brændt inde med sin
Lidenskab, men at den stor og fri bringer ham til at
tage Bladet fra Munden og af fuldt Bryst udsynge sin
jordiske Erotik. Hvad der gør den poetisk er selve
dens Friskhed og Styrke, ikke i og for sig, men som
Forelskelsens Udtryk, som Udbrud af den Indviedes
Begejstring for Skønhedens «underfulde Mysterier
.>. Disse Digte er sjældent Hjærtets Børn alene,
aldrig Hovedets., Intet er her tænkt, og ikke Alt er
følt, men Alt er set og fornummet. Disse Digte er ikke
udsprungne af en anstrengt Hjærnes Feberrus alene,
Synet, Hørelsen, alle Sanser var med i Rusen. De er
digtede med alle; de er frem gaaede af Beskuelsens
Henrykkelse, af Kyssets Sødme og Indaanden af
Lokkefyldens Duft, og de har bevaret denne Duft,
denne Sødme og denne Henrykkelse; de indeholder et
Ekko af Kvindestemmers Musik.
Der er ingen af vore Digtere, der har set saa meget i
en kvindelig Haand, en Skulder, en Pande, et Øre. Der
er ingen, der saaledes har fordybet sig i Skønhedens
Enkeltheder. Han taler om
Det lille Rosenøre, En Labyrint af Ynde, Hvori to
Slanger præke, At det er sødt at synde.
Han taler om «Sjælen» I en Albu, om «Gudindekraften*
i et Knæ, om den «Skat af evig Visdom», der ligger i
Kindens Smilehul, han skriver tre store Digte om sin
Elskedes Lokker alene, som han aldrig bliver træt af
tilbedende at lade Blikket v
sig i:
Hvilke Anelser og Drømme I det Ringlende, det Vundne,
I de slangesno’de Strømme, l det Løste, i det Bundne!
Undertiden bruger han en Strofe til at skildre en
enkelt Kontur:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
