Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Emil Aarestrup (1800–1856)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Emil Aarestrup
81
om dets Værdi, saaledes sad han ogsaa efter Tidens Vis
religiøst inde med en Vrimmel af Tvivl, som aldrig
gennemførtes og aldrig forvandledes til en ny, i
bekræftende Form udtalt Verdensanskuelse. Han véd ikke
selv, hvor han aandeligt vil hen, thi han har slet
intet Indtryk af den moderne Aandsvidenskab. Han føler
(ligeledes efter Tidens Vis) ingen uimodstaaelig Trang
til at bringe Enhed tilveje imellem sin Personlighed
og sine Frembringelser. Han var en from Sjæl og
skrev næsten lutter ufromme Digte. Han tog aldrig
nogensinde i sit Liv Parti og oversatte med Varme
Sallets Aut-aut, der haaner enhver Neutralitet som den
yderste aandelige Usselhed og Vanart. Han var saa at
sige Naturdyrker halvvejs imod sin Vilje. Det vilde i
vore Dage næppe være muligt, end ikke i Danmark, at
holde et Digterliv hen i en saadan Ubestemthed. Men
det er det, som han halvvejs mod sin Vilje var,
der sikrer ham en Fremtid som Digter.
Spørger man da, om den Poesi, de Aarestrupske Digte
indeholder, i Almindelighed har noget Styrkende og
Forfriskende ved sig, saa maa Svaret blive Nej; den
kan endog undertiden snarere stemme for Aandedrættet;
men den virker alligevel fri-gørende ved sin Foragt
for det Filistrøse og ved det frejdige Had til alle
snærende og snerpende Baand, der betegner en Digter,
som i Udtrykket for sin Erotik ikke var mindre dristig
end Ovid, og som i sine satiriske Udtalelser hyppigt
har dyppet sin Pen hos Rabelais.
Ligesom man maa kende en Plantes Organisation for
at vide, hvorledes den forarbejder og omsætter det
Næringsstof, den optager igennem sin Rod, til den
Vellugt, der udstrømmer fra dens Blomsterkrone,
saaledes maa man ogsaa, ifald man vil forstaa et
digterisk Talents særegne Bygning, henvende sin
Opmærksomhed paa den Behandlingsmaade, hvorved
de dybere sjælelige Ejendommeligheder, der ligger
til Grund for en Digters Lyrik, bringes til at slaa
Læseren imøde som en ejendommelig poetisk Duft. Hvilke
udvortes Egenskaber svarer da til de angivne indre?
Det Dygtige og Drøje i Aarestrups Natur aabenbarer
sig i Versenes fuldttonende Vellyd, i en Klang, som
ikke er det Hules eller Løses, men som vidner om det,
der er tungt og tæt og solidt i sin Støbning. Med
en Poul Møllersk Soliditet forener saa Aarestrups
Digtning en Gratie, der kommer Chr. Winthers
G Brandes: Samlede Skrifter. II.
(5
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
