Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - H. C. Andersen (1805–1875)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
92
H. G. Andersen
ligesom de allerbedst laa paa Vandet, nogle stod
paa Hovedet^ for det kunde de, satte med ét lige i
Land; man kunde se i det vaade Ler Sporene af deres
Fødder, og man kunde høre et langt Stykke borte,
at de skreg,» eller som denne: ^Se saa! nu begynder
vi. Naar vi er ved Enden af Historien véd vi mere
end vi nu véd, for det var en ond Trold! det var en
af de allerværste, det var «Dævelen».» Ordstillingen
i de enkelte Sætninger, Periodens Bygningsmaade, den
hele Ordning strider imod Ordføjningslærens simpleste
Regler. «Saaledes skriver man ikke.» Det er sandt;
men saaledes taler man. Til voksne Mennesker? Nej,
men til Børn, og hvorfor skulde man ikke have Lov
til at nedskrive Ordene i den Orden, i hvilken man
siger dem til Børn? Man ombytter her den almindelige
Norm med en anden; ikke det fra daglig Tale løsrevne
Skriftsprogs Regler, men Barnets Fatte-Evne er det
Bestemmende her; der er Metode i denne Uorden, som
der er Metode i Barnets Sprogfejl, naar det siger;
«Du lyvede» istedenfor «Du løj». At erstatte det
vedtagne Skriftsprog med det frie Talesprog, at
ombytte den Voksnes stivere Udtryksmaade med den,
Barnet bruger og forstaar, det bliver Øjemedet for
Digteren i samme Øjeblik, han beslutter at fortælle
«Æventyr for Børn». Han gør dristigt Fordring paa
at udtrykke sig mundtligt, skønt paa Prent; han vil
ikke skrive, han vil tale, eller rettere han vil gerne
skrive som et Skolebarn, naar han derved blot undgaar
at tale som en Bog. Det skrevne Ord er fattigt og
forladt, det mundtlige har en Hær af Hjælpere i den
Trækning af Munden, der efterligner Sagen, hvorom
der tales, i den Haandbevægelse, der maler den,
i Tonens Længde eller Korthed, skarpe eller milde,
alvorlige eller pudsige Karakter, i det hele Minespil
og i den hele Holdning. Jo mere oprindeligt det Væsen
er, til hvem der tales, desmere forstaar det gennem
disse Hjælpemidler. Den, der fortæller et Barn en
Historie, fortæller uvilkaarligt med mange Bevægelser
og megen Skæren Ansigter; thi Barnet ser Historien
ligesaa rneget, som det hører den; det agter, næsten
som Hunden, mere paa den kærlige eller forbitrede
Betoning, end paa, om Ordene udtaler Godhed eller
Vrede. Den, der skriftligt henvender sig til Barnet,
maa altsaa forsøge at smelte det skiftende Tonefald,
de pludselige Pavser, de beskrivende Haandbevægelser,
den frygtindjagende Mine, det Omslaget bebudende
Smil, Spøgen, Kærtegnene og den Appel, der vækker
den indslumrede Opmærksomhed, at smelte alt dette
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
