Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - H. C. Andersen (1805–1875)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
H. G. Andersen
93
Ind i Foredraget, og da han ikke ligefrem kan synge,
male eller danse Begivenheden for Barnet, mane
Sangen, Maleriet og Mimiken ned i sin Prosa, saa at
de ligger i den som’ bundne Kræfter, og rejser sig,
saasnart som Bogen bliver aabnet. For det første:
Ingen Omskrivninger, Alt siges her rent ud af Posen,
ja mere end siges, brummes, nynnes og tudes: «Der
kom en Soldat, marcherende hen ad Landevejen, En
to, En fo.» «0g de ud-skaarne Trompetere blæste:
Tratteratra! der er den lille Dreng, Tratteratra!»
«Hør, sagde Sneglefader, hvor det tromme-romme-romrner
paa Skræpperne». Her begyndes som i Gaaseurten med
et «Nu skal Du høre.!», der øjeblikkeligt tager
Opmærksomheden i Beslag. Her spøges paa Barnets Vis:
«Saa huggede Soldaten Hovedet af Heksen. Der laa hun.*
Man hører Barnelatteren, der følger paa denne korte,
ikke meget følsomme, men anskuelige Fortællemaade af
Drabet. Her anslaas saa bløde Toner som denne: «Solen
skinnede paa Hørren og Regnskyerne vandede den; det
var ligesaa godt for den, som det er for Smaabørn at
blive vaskede og saa faa et Kys af Moder, de bliver jo
deraf meget dejligere.» At der paa dette Sted sker en
lille Pavse i Oplæsningen, under hvilken Barnet faar
det i Teksten ommeldte Kys, det er Noget, som forstaar
sig af sig selv; thi Kysset ligger i Bogen. Hensynet
til den unge Læser kan kun føres videre endnu, idet
Digteren i Kraft af sin smidige Samhu ganske gør sig
til Et med Barnet og lever sig saa fuldkomment ind i
dets Forestillingskres, i dets Synsmaade, ja i dets
rent legemlige Synsfelt, at han finder en Sætning
som denne under sin Pen: «Det største grønne Blad her
tillands, det er da rigtignok et Skræppeblad; holder
man det foran sin lille Mave, saa er det ligesom et
helt Forklæde, og lægger man det paa sit Hoved, saa
er det i Regnvejr næsten ligesaa godt som en Paraply,
for det er saa forfærdelig stort.» Det er Ord, som
et Barn kan forstaa og ethvert Barn.
Hvor Andersen dog er lykkelig! Hvilken Forfatter har
et Publikum som han! Hvad skal Videnskabsmanden sige,
som især i et lille Land skriver for et Publikum,
der hverken læser eller vurderer ham, og som læses
af fire eller fem - Medbejlere eller Modstandere. En
Digter er i Almindelighed heldigere stillet, men
skønt det er en Lykke at læses af Mænd, og skønt det
er en misundelsesværdig Lod at vide sine Skrifter
gennembladede af fine Fingre, der bruger SOketraade
som Mærker, saa er der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
