Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - H. C. Andersen (1805–1875)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
100
H. C. Andersen
ikke. Men det var just nydeligt, syntes lian, Kongen
selv kunde ikke have det pænere.» Det lader sig
forstaa. «Maanen hang som en argantisk Lampe under
det hvælvede Loft og brændte med en stadig Flamme.»
Er Tonen ikke fortroligere, naar man siger: «Maanen
var en rigtig stor Natlampe, højt oppe under det blaa
Loft, og den stak ikke Ild i Gardinerne*? Historien
om Marionetspilleren bliver skrevet om; det er nok,
naar vi véd, at Stykket handler om en Konge og en
Dronning; Ahasverus, Esther og Mardochæus, som først
blev nævnte, er for lærde Navne for Børn. Møder
vi et levende Træk, saa beholder vi det: «Dronning
Esther knælede ogsaa ned og udstrakte sin Guldkrone,
ligesom hun vilde sige: Tag den! men smør min Gemal
og mine Hoffolk/» Et saadant Sted er et af dem,
hvor Æventyr-tonen trænger igennem den dannede Form,
hvor den Stil, der siger «Du» til Læseren, bryder ud
igennem den, der siger <De». Her vrimler det endnu
af Forfattersammenligninger: «Af Værten erfarede
vore Vandringsmænd, at de var i Hjærterkonges Rige,
en fortræffelig Regent og nær beslægtet med Silvio
Ruderkonge, der er noksom bekendt af Carlo Gozzis
dramatiske Æventyr De tre Pomeranser,» Prinsessen
jævnføres med Turandot; om Johannes hedder det,
«Det var som om han nylig havde læst Werther-og
Siegwarth, han kunde kun elske og dø.» Skurrende
Toner i Æventyrstilen! Ordene er endnu ikke valgte
ud af Barnets For-raad, men Tonen er den vedtagne
og Betegnelserne almene: «Johannes talte, men han
vidste ikke selv, hvad han sagde, thi Prinsessen
smilede saa saligt til ham og rakte ham sin hvide
Haand til et Kys; hans Læber brændte, han følte hele
sit Indre elektriseret; Intet kunde han nyde af de
Forfriskninger, Pagerne frembåre for ham; han saa’
kun sit skønne Drømmebillede.» Lad os engang høre
dette i den Stil, vi Alle kender: <Hun var nydelig,
rakte Johannes Haanden, og han holdt endnu meget
mere af hende end før, hun kunde bestemt ikke være
en slem ond Heks, som alle Folk sagde om hende. -
De gik op i Salen, og de smaa Pager præsenterede
Syltetøj og Pebernødder for dem; men den gamle Konge
var saa bedrøvet, han kunde slet ikke spise Noget,
og Pebernødderne var ham ogsaa for haarde*. I sin
tidlige Ungdom var Andersen, der dengang saa’ hen til
Musæus som Forbillede, endnu ikke kommen saa vidt,
at han forstod at smelte Spøg og Alvor sammen i sit
Foredrag; de faldt ud fra hinanden; næppe var Følelsen
udtalt, før den for-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
