Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - H. C. Andersen (1805–1875)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
H. G. Andersen
107
og sluttende Forstand, sin Fjende i
Indbildningskraften, i hvilken det kun ser de
forældede Overleveringers Forbundsfælle og Livegne,
sin Dronning i Logiken, sin Konge i Voltaire, sin
Poesis og sin Videnskabs Genstand i det almene, det
oplyste og selskabelige Menneske, sender Barnet, der
hverken er selskabeligt eller oplyst eller alment,
ud af Dagligstuen og langt, langt ind i Ammestuen,
hvor det kan høre Æventyr, Sagn og Røverhistorier,
saa meget som det lyster, vel at mærke, naar det
sørger for som voksent Menneske at have glemt alt
dette Uværdige. I det 19de Aarhundredes Samfund*)
indtræder Reaktionen. Istedenfor det selskabelige
Menneske træder det enkelte Menneske, det personlige
Menneske (fra Aladdin til Frateren). Man tilbad
det Bevidste, nu tilbeder man det Ubevidste,
Schellings Naturfilosofi afløser Fichtes Jeg-System;
man fører Krig mod den golde Forstands-overvejelse,
bringer Sagn og Æventyr til deres Værdighed paany,
drager Ammestuen og dens Beboere paany frem til Ære,
undertiden endog til altfor megen. Rundt i alle
Lande samles Folke-Æventyrene og i de fleste Lande
begynder Digterne at bearbejde dem. De følsomme
tyske Forfattere fra Overgangstiden (Kotze-bue og
Iffland) bringer Børnene paa Scenen i den Hensigt
at røre; selv Oehlenschlager indfører Børn i sit
Teater og maa høre ilde derfor af Heiberg. Paa
Opdragelses-Omraadet har Rousseau slaaet til Lyd
med sine samfunds- og ungdomsledende Lærdomme; der
skænkes Barnet og i Særdeleshed den barnlige Natur
en Opmærksomhed, som aldrig tilforn var vist den,
og Sværmeriet for at opdrage paa Børnene (Campe)
fortrænges efterhaanden af Sværmeriet for Barnets
«Naturtilstand» (se allerede den Rousseauske Retning
i Gotz v. Berlichingens Samtale med hans lille Søn).
Fra Barnet er der kun ét Skridt til Dyret, Dyret er
et et Barn, der aldrig bliver til andet end Barn. Den
samme Trang til at lade Livet gaa op i Selskabsliv,
som i det attende Aarhundrede havde fjernet Barnet,
havde ogsaa sat Dyret udenfor. Den samme Tørst efter
Troskyldighed, efter Natur, efter det Uskyldige og
Ubevidste, som førte Poesien til Barnet, fører den til
Dyret, og fra Dyret til den hele Natur. Rousseau, som
taler Barnets Sag, taler tillige Dyrets Sag, og først
og fremmest, først og sidst, med stadig Tilbagevenden
Naturens. Han studerer Botanik, skriver til Linné,
udtaler sin Beundring for ham og Kærlighed
*) Jeg drager ikke Skillelinjen skarpt ved
Aarhundredeskiftet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
