Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - H. C. Andersen (1805–1875)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
110
H. G. Andersen
sætter sig paa Barnets Standpunkt og ikke véd af noget
«audeb. Som handlende og talende indfører Andersen
sjældnere Barnet i sine Æventyr. Oftest har han
gjort det i den smukke lille Samling Billedbog uden
Billeder, hvor han mere end nogensteds ellers virker
ved at lade Barnet udtale sig med dets Naturs hele
Troskyldighed. Der er i Saadanne korte, naive Udsagn
af et Barn, som de der anførte, noget overordenlig
Morsomt og Gottende. Enhver har den Art Smaahistorier
at fortælle. Jeg husker, hvorledes jeg engang førte en
lille Pige ind at høre Tyrolersangere. Hun hørte paa
dem med Opmærksomhed. Da vi kort efter spadserede i
en Have udenfor Kafeen, mødte vi et Par af Sangerne i
deres Kostyme. Den lille Pige greb mig heftigt i Armen
og udbrød med stor Forundring: «Maa de gaa løse1?-*
Slige Smaa-Ytringer er Ingen istand til at fortælle
som Andersen er det. I Æventyrene forekommer enkelte
Saadanne, som Barnets elskelige Ord i Det gamle Hus,
da det forærer Manden Tinsoldaten, «for at han
ikke skal være saa skrækkeligt alene*, og nogle
nydelige Repliker i Lille Idas Blomster. Iøvrigt
forekommer sjældent Børn. De betydeligste
Barnefigurer er Hjalmar, Lille Tuk, Kay og Gerda,
den stakkels forfængelige Inger (i De røde Sko, et
uhyggeligt men velskrevet Æventyr), den lille Pige
med Svovlstikkerne og den lille Pige i Hjærtesorg,
Ib og Christine, Børnene i Under Piletræet. Ved Siden
af disse virkelige Børn staar nogle æventyrlige, den
alfeagtige Tommelise og den lille vilde Røverpige,
vistnok Andersens friskeste Barneskikkelse, der med
sit mesterligt skildrede Vildskab danner en heldig
Modsætning til de mange artige, blonde og tamme
Børn. Man ser hende for sig, lyslevende, fantastisk
og sand, hende og hendes Rensdyr, det hun Bliver
evige Aften kildrer paa Halsen med sin skarpe Kniv».
Vi saa’, hvorledes Samfølelsen med Barnenaturen
førte til Samfølelsen med Dyret, der er dobbelt saa
barnligt, og til Samfølelsen med Planterne, Skyerne,
Vinden, der i dobbelt saa høj Grad er Natur. Hvad der
drager Andersen til de upersonlige Væsener, er det
Upersonlige i ham selv, hvad der fører ham til de
rent ubevidste Væsener, er Samfølelsens ligefremme
Følge. Barnet, saa ungt som det er, fødes gammelt;
ethvert Barn er et helt Slægtled ældre end sin Fader;
Aartusinders Kultur har afsat sit nedarvede Stempel
paa et lille Hovedstadsbarn paa fire Aar. Hvor mange
Kampe, hvor mange Slægters
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
