Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - H. C. Andersen (1805–1875)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
112
H. C. Andersen
kun den at være dumme og spidsborgerlige. Andersen
fremstiller ikke Dyret i Mennesket, men Mennesket i
Dyret. For det Andet er der visse friske Stemninger,
visse fulde Følelser, visse stærke og djærve,
begejstrede og voldsomme Udbrud, som man aldrig
hører i Husdyrenes Baggaard. Her siges meget Smukt,
meget Lunefuldt og Morsomt, men et Sidestykke
til Fabelen om Ulven og Hunden, om Ulven, der paa
Hunden bemærkede Sporet af Lænken og foretrak sin
Frihed for Hundehusets Ly, finder man ikke her. Den
vilde Nattergal, i hvilken Poesien personliggøres,
er en tam Fugl og en fyrstetro Fugl: «Jeg har set
Taarer i Øjnene paa Kejseren, det er mig den rigeste
Skat! En Kejsers Taarer har en foranderlig Magt!» Og
nu Svanen, det ædle, kongelige Dyr i den mesterlige,
om saa blot for Kattens og Hønens Skyld aldrig nok
beundrede Grimme Ælling, hvorledes ender den? Ak, som
et Husdyr. Her er et af de Punkter, man har vanskeligt
ved at tilgive den store Forfatter. «O Digter,» føler
man sig fristet til at udbryde, e naar Du allerede har
havt en saadan Tanke, undfanget og udført et saadant
Digt, hvor kan da din Begejstring, din Stolthed
nænne at lade Svanen ende saaledes? Lad den dø, om
saa skal være! det er tragisk og stort. Lad den løfte
sine Vinger, flyve susende i Jubel over sin Skønhed
og Styrke bort gennem Luften! Lad den dale ned i en
ensom og dejlig Skovsø! Det er frit og skønt. Men ikke
dette: «I Haven kom der nogle smaa Børn, der kastede
Brød og Korn ud i Vandet.» «Børnene løb efter Fader
og Moder og der blev kastet Brød og Kager i Vandet og
Alle sagde de: «Den Nye er den Smukkeste! saa ung og
saa dejlig! og de gamle Svaner nejede for den.» Lad
dem neje, men lad det ikke glemmes, at der er Noget,
som er mere værd end alle gamle Svaners og Ænders
Anerkendelse, mere værd end at faa Brødkrummer og Kage
som Havefugl, den stille Sejlads og den frie Flugt!
Andersen foretrækker Fuglen for det firføddede
Dyr. Der forekommer flere Fugle end Pattedyr hos
ham, thi Fuglen er blidere, Planten nærmere end
Dyret. Nattergalen er hans Sindbillede, Svanen er
hans Ideal, Storken er hans erklærede Yndling. Det
er naturligt, at Storken, den mærkværdige Fugl, der
bringer Børnene, Storken, den snurrige, langbenede
Fugl, den rejsende, kærkomne, altid med Længsel
imødesete og med Glæde modtagne Fugl bliver hans
kæreste Vartegn og Titelbilled.
Dog for Fuglene foretrækker han atter Planterne.
Af alle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
