Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - H. C. Andersen (1805–1875)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
H. G. Andersen
125
Dumheden har sin Genialitet og sit Held; kun de
kedelige Mellemmennesker uden Kløgt og uden Dumhed kan
Æventyret Intet gøre for. Vi vil se nogle Eksempler
paa Synderne mod det Ubevidste. Saaledes skinner i det
dejlige Æventyr Snedronningen paa det Hæsligste den
usalige Mening igennem, hvor Snedronningen fordrer,
at Kay skal lægge Figuren med Forstands-Isspillet,
og han ikke er istand til dermed at lægge det Ord:
Evigheden. Saaledes hersker der en grov og upoetisk
Tydelighed i Nabofamilierne saatidt Roserne af
Spurvefamilien benævnes med det abstrakte, for en
Spurvetunge uudtalelige Ord «Det Skønne*, man havde
nok uden dette Fingerpeg forstaaet, at Roserne i
Fortællingen var det Skønnes Repræsentanter, og idet
man i Æventyret støder paa dette abstrakte Ord, farer
man tilbage, soni havde man rørt ved en klam Frø. -
Denne Allegoriseren optræder, som det i Fortællinger
for Børn var at vente, hyppigt i Form af Belæren og
Formanen. I enkelte Æventyr som Boghveden spiller
det opdragende Element en vel stor Rolle*). I andre
som Hørren føler man ved Slutningen altfor stærkt -
som hos Jean Paul - Trangen til i Tide og Utide at
faa U dødeligheds- Læren anbragt. Her skabes særligt
i denne Hensigt tilsidst nogle smaa temmelig flove og
ferske «usynlige Væsener^, der forsikrer, at Visen
aldrig er ude. I nogle Tilfælde er Øjemedet endelig
mere personligt. En hel Række af Æventyr (Ællingen,
Nattergalen, Nabofamilierne, Gaaseurten, Sneglen og
Rosenhækken, Pen og Blækhus, Den gamle Gadelygte)
spiller paa Digterliv og Digterlod, og i enkelte
Tilfælde føler man - hvad der hos Andersen staar rent
som en Undtagelse - at Opfindelsen er haartrukken for
at faa Øjemedet frem. Hvad Mening eller Natur er der
f. Eks. i, at Gadelygten (kun ved Hjælp af et Vokslys,
ikke ved et sirnplere Lys) kan lade Andre i den se
de skønne og billedrige Syner, den har? Dette er rent
uforstaaeligt, lige indtil det tages som Sindbillede
paa Digterens formentlige Trængen til Velvære for at
blive til Noget («Altsaa Geniet skal gaa Skørtevejen!»
skrev allerede Kierkegaard i Anledning af Kun en
Spillemand). Uheldigere endnu er det, at Gadelygten
i omsmeltet Tilstand, i dens andet Liv, kommer til en
Digter og saaledes naaer sin Bestemmelse. Saa stærkt
har Hensigten meget sjældent røbet sig.
*) Sammenlign Kierkegaards Parabler i hans Opbyggelige
Taler, f. Eks. den om den bekymrede Skov-Due.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
