Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Fr. Paludan-Müller (1809–1876)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
154
Fr. Paludan-Muller
punkt. For at vise det Urigtige i denne Antagelse,
skal jeg korteligt angive Værkets Plads i Digterens
Udviklingshistorie.
Den romantiske Retning i Spor af de Shakespeareske
Lystspil, hvorpaa Paludan-Muller slog ind med
Kærlighed ved Hoffet, gav ham kun en foreløbig
Kunstform, der paa én Gang kunde rumme hans noget
virkelighedsfremmede Lyrik og hans sprudlende
ungdommelige Vid. Saa glimrende et Mindesmærke den
end satte sig i hint første Drama, viste det sig dog
snart, at den ikke egnede sig til Afløh for hans hele
Talent, idet den, efter at have afsat den svagere
Frembringelse Fyrste og Page, standsede med Æventyr
i Skoven. Dette Ungdomsarbejde betegner dels den
romantiske Bestræbelses Udmunden i den mytedigtende,
dels i sine lavkomiske Partier Digterens Hang til
Skildring af den nøgne og grove Virkelighed.
Ligeledes kun foreløbig var den fortællende og
beskrivende Retning i de fire poetiske Fortællinger,
ja den beroede i Grunden paa en Misforstaaelse Den
skyldtes den Paavirkning af Byron, som Digterens
Ungdomsskrifter overhovedet røber, og en Tilbøjelighed
til Beskriven af det Udvortes og Fremmedartede/ som
maaske havde sin Rod i en Tro paa, at han egenlig var
romantisk Epiker. Denne Beskriven er især ejendommelig
ved en Lyst til at bringe det rædselsfulde, spændende
eller dog tragiske Æmne til at tabe sin Braad ved
en højst nænsom og indsmigrende Behandling. Men
Paludan-Muller er her paa uret Vej. Det Musikalske paa
den ene Side, Tankebilledkunsten eller det spillende
Grubleri paa den anden, udgør hans Styrke; men hverken
Form eller Tanke er fremtrædende her, og her fattes
den Naturfrisk-hed i Skildringen, der kunde erstatte
hans Poesis sædvanlige Fortrin.
Forfølger vi derimod sluttelig den mytedigtende
Retning hos Paludan-Mtiller, da er vi øjensynligt paa
det Spor, der fører os lige ind i Adam Homo. Retningen
beg3rnder i Amor og Psyche med en temmelig farveløs
Aandighed og en vis Formdyrkelse, som viser sig deri,
at de lyrisk-musikalske Partier er uden strængere
Sammenhæng med Grundtanken. Af det Særegne er her
ikke- Meget. Venas betegner en Fremgang fra clet
almindeligt Skønne henimod det Ejendommelige; Digtet
gaar dybere ind i den indre Hæslighed, og det Onde
og Voldsomme, den moralske Mislyd, optages i større
Omfang. I Dryaden er vi komne det Naturlige endnu et
Skridt nærmere; Intet er jo i Almindelighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
