Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Fr. Paludan-Müller (1809–1876)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fr. Paludan-Muller
155
mere til Hinder for en sund Naturtroskab og et dygtigt
Virke-lighedspræg i Kunsten end en Forkærlighed
for Fremstillingen af Alfer, Nymfer og andre slige
Væsener, der langt fra at være noget Højere end
Menneskenaturen kun bestaar af denne med Fradragning
af noget. Et yndet Æmne i Paludan-Mullers tidligste
Arbejder er nu hint gamle, at Gudernes Sønner stiger
ned til Menneskenes Døtre eller omvendt Gudernes Døtre
til Menneskenes Sønner, og dermed er saa forbundet
Optagelse blandt Guderne, en det Jordiske udrensende
Forgudelse af Menneskebarnet. Af slige Elskovsforhold
mellem Gud og Menneske har Paludan-Muller fremstillet
mange; jeg vil nævne Forholdet mellem Amor og Psyche,
mellem Aura og Digteren, mellem Pipi og Lillemund,
mellem Apollo og Dryaden, mellem Aurora og Tithon,
mellem Luna og Endymion. I Digterens ældre Arbejder
er dette et Tegn paa Tilbøjelighed til Flugt fra
Verden ud i det Overjordiske. Paludan-Mullers
ideale Verden er en Flygtiggørelse af det Liv, vi
kender, men hvor uvirkelige hans Figurer end er,
synes Iran dog i denne Henseende slet ikke at ville
paalægge sig selv nogen Tøjle; han kan aldrig faa
dem tilstrækkeligt frigjorte fra Virkeligheden. Den
alt tilforn noksom luftige Lillemund maa ombytte sit
Navn med det endnu aandigere Lilia. og sit allerede
tilforn æteriske Sprog med det egenlige Ætersprog,
som hendes Husbond taler. Ja selv den mellem at være
Plante og være (Alfe-) Personlighed svævende Rose
(i Digtet Alf og Rosé) maa, saa uvirkelig den end
i Forvejen er, løftes bort fra sin Rod og den Jord,
der gav den Næring. Saaledes maatte ogsaa Psyche i det
første Digt af denne Art tage Afsked fra Gæa (Jorden),
hvem hun dog skyldte saa Meget. Hele Paludan-Mullers
Digter-stræben i dette Tidsrum er i Grunden kun én
storartet, mangfoldigt varieret Afsked fra Gæa. Dette
overjordiske Ideal af Jordelivet er her gennem det
mest enfolde Sindbilled det over Jorden Værende,
det Luftige. (Ps3rches Himmelfart, Luftvæsenerne i
Æventyr i Skoven.) Fremskridtet i Dryaden er nu dette,
at hun, skønt ikke Menneske, dog endnu er den mest
naturlige af de Kvinder, til hvilke Paludan-Mftller
lader Gudernes Sønner stige ned; hun er nemlig kun
mytisk for at forestille noget endnu mere Naturligt
end det Menneskelige: hun er Naturbarn i bogstavelig
Forstand.
Saa staar da kun Tithon tilbage. Ved
første Blik kunde her synes at være en Tilbagegang
mod det Ensformige og U virke-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
