Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Fr. Paludan-Müller (1809–1876)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fr. Paludan-Muller
163
Øjeblikke saa ubarmhjertigt karikerte; vi aner,
hvilken frygtelig Højde det ubevidste Selvbedrag kan
naa; vi beundrer Kundskaben til det menneskelige
Hjerte, men vi savner et befriende, forsonende
Ord. Vor Sans for Menneskekundskab er til Overflod
mættet, men vor æstetiske Sans har Intet modtaget;
Digteren har taget den ene Interesse Brødet af Munden
for at mætte den anden.
Der var en Tid, da man i Tyskland under Brødrene
Schlegel vilde gøre selve Moralen til Poesi, her er
omvendt Poesien bleven Moral. Paludan-Muller river
Sløret fra Adams Usselhed med en Uvilje mod sin Helt,
som var denne en personlig Fjende eller rettere som
var han den mest personlige, nemlig Digterens eget
lavere Jeg, og Værket ligefrem medindgribende i
Digterens eget Arbejde paa Selvlutring. Han tager
Sagen altfor alvorligt til at vi kan le af hans
Helt; han tør ikke gøre ham elskværdig; thi han skal
fordømmes i ramme Alvor; han tør ikke gøre ham komisk;
thi han skal dog bestandig bevare et Tilknytningspunkt
for Naaden.
Digterens Standpunkt er en moralsk Ironi; thi
hvad der adskiller Ironien fra Humor er ikke, som
Heiberg har paastaaet., dens Sigten paa en enkelt,
endelig Genstand, men dens Mangel paa Medfølelse
med Genstanden og dens kolde Selvhævdelse udenfor
det Latterlige. Her ser vi en Ironi, der stadigt
peger hen paa Idealet og dog aldrig bliver Humor,
et Øjemed, der ikke er af endelig Natur, men dog
et Øjemed. Dette Standpunkt ligger midt imellem
det rent kunstneriske og det rent poetiske, de to
eneste Standpunkter, en Digter bør indtage overfor
det Umoralske. Den kunstneriske Betragtningsmaade er
den Naturkyndiges og Sjælekyndiges, der dvæler med
samme Opmærksomhed ved det Syge som ved det Sunde,
ved Lasten som ved Dyden, ved den Foragtelige som ved
den Beundringsværdige. Den kunstnerisk Iagttagende
og Fremstillende skildrer og forklarer med samme
lidenskabsløse Omhu den, som han i Virkeligheden vilde
elske og den, han i Virkeligheden vilde afsky. Denne
Synsmaade er endnu ikke moralsk; den poetiske er
ude over det Moralske, ikke mere moralsk, fordi den
fra først til sidst er forsonet. Den er baaret af
Kærlighed, af almenmenneskelig Kærlighed til hele
Slægten, ikke af en blot kunstnerisk Forkærlighed
for Genstanden. Dens Latter er uden Hadskhed, dens
Skæmt hverken stikkende eller skærende uden derfor
at være sløv. Den er overlegen og harmonisk. Man kan
ikke give Paludan-Mullers
H*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
