Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Fr. Paludan-Müller (1809–1876)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fr. Paludan-Muller
173
I Kjøbenhavn, hvor han blandt Studenterne fra 1828
foreløbig blev bekendt som en af Aarets 12 smaa Poeter
(han regnedes ikke med til dets fire store), var han
yndet som Digter og som elskværdig Galning. En Tid
lang var han endog dygtigt udskejende, forfalden
til Pigebørn og Svireri, skønt han, selv naar han
var kaadest, bevarede en vis Finhed og Stil i sit
Væsen. For Offenligheden optraadte han første Gang
som Digter med det ildfulde og formfaste Digt Raab
til Polen. Jeg har hørt nævne, at han i en meget ung
Alder havde en Hjertesorg, idet en ung Pige, som var
ham kær, blev ham berøvet ved Døden. Meget tidligt
har i ethvert Tilfælde den Række af bitre Erfaringer,
uden hvilke han ikke havde kunnet skrive første Del
af Adam Homo i sit 31te Aar, dæmpet hans oprindelige
Livslyst.
Dog Krisen i hans Liv indtraadte, da han 29 Aar
gammel faldt i en heftig Sygdom, blev indlagt paa et
Hospital og af en kvindelig Slægtning, Frøken Gharite
Borch, derfra blev bragt til hendes og hendes Moders
Hjem for at plejes. Med sit ridderlige Sind ansaa
han sig forpligtet til at lønne sin Plejerinde,
der havde stillet sig en Smule blot ved at vise
sig saa øm over ham, med intet mindre end et
Ægteskabstilbud. Hun greb med Glæde til og var fra
nu af hans skinsyge Vogterske, saa nidkær paa at eje
ham med Hud og Haar, at hun hyppigt udbad sig hans
Breve tilbage fra hans Korrespondenter. Hun var en
ingenlunde ubegavet, men underligt vissen Natur,
der læste Filosofi uden at begribe stort deraf og
stadigt grublede over teologiske, særligt dogmatiske
Spørgsmaal. Hun vandt et umaadeligt Herredømme
over hans finere og blødere Væsen og udelukkede ham
ganske fra Omverdenen. Ung endnu trak han sig under
Paavirkning af dette besynderlige, efter hans egen
Opfattelse lykkelige, men barnløse, Ægteskab helt
bort fra Verden, fjernede sig fuldstændigt fra det
offenlige, næsten fuldstændigt fra det selskabelige
Liv - og levede udelukkende for sit Hjem, sin Kunst og
teologisk-filosofiske Studier. Han havde i Sygdommen
mistet sit Haar og bar fra nu af en lille Paryk -
det var som et Symbol paa, at han ikke længer var
den samme. Jo mere han nu overhuggede Traadene udad
til Omverdenen, des mere behersket og indadvendt
blev hans Sind. Det er da kun gennem tilfældige,
løsrevne Ytringer, gennem Ord, han nu og da i Samtale
lod falde uden at ane, hvilket Indtryk de maatte gøre
paa en Yngling, at jeg kom paa det Rene med Beskaffen-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
