Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Fr. Paludan-Müller (1809–1876)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fr. Paludan-Muller
185
inden er en Blanding af Vid og Begejstring, af
hvilken endnu ikke hverken Farver eller Former dukker
frem. Det er et Musik-nurner, som snart udtrykker
Glædens lette Dans, snart Tungsindets Længsel efter
Hvile, som de veksler i Pubertetsalderen med dens
dristige Haab, dens uforstaaede Savn og dens ødslende
Spil af Kræfter. Faa Danserinden fulgte saa Aaret
efter Amor og Psyche, et nyt Virtuoskunstværk,
i højeste Grad iørefaldende og harmonisk, men som
endnu ikke tegner nogen Skikkelse eller brænder
noget Billede ind i Læserens Sind. Det er en Musik,
som straks opfattes og ligesaa hurtig glemmes;
det er en evig melodisk Syngen Solo og i Kor af
Genier, Zefyrer og Nymfer, hvis eneste Fejl er den
at være altfor kunstnerisk fuldendt, altfor sleben og
glat. Det hele store dramatiske Digt indeholder ikke
en Særhed, hverken i Foredraget eller i Handlingens
Gang, men noget Sært, det.vil sige noget ualmindelig
Udpræget eller Kantet, vilde have virket højst
velgørende her. Saa forbausende Tekniken er, den
er sjældent følt, men først hvor Tekniken er følt,
begynder Stilen i strengere Forstand. Dog maa man ikke
glemme, hvor store Fremskridt den metriske Teknik i
vor Poesi har gjort siden Amor og Psyche netop paa
Grundlag af hvad der forelaa her. Vistnok vilde en
nulevende Digter undgaa den Vrimmel af kedelige
Trestavelses-Rim i Præsens Participium, hvormed
Paludan-Muller søger at udtrykke Zefyrs Svæven; men
kun fordi han var den første, der forsøgte at tumle
saaledes med Sproget. Det er efter min Opfattelse
ikke blandt de metrisk mest prangende Partier at man
her finder de mest levende Strofer, dem, der sikrest
bærer Stempel af Digterens Aand; det er i en saadan
Replik som Sorgens, da hun kaster det mørke Slør over
den besvimede Psyche:
Om den Dødeliges Vugge,
Moderlejet redt saa nær, Sværmer alt med stille Sukke
Sorgernes den mørke Hær. Lette Taarer Øjet dugge For
det første Smil at dræbe; Skriget ligger paa hans
Læbe Med det første Morgenskær.
Og naar Barnets Tid er runden, Ungdoms korte Stund
forbi, Falmet Kransen, som var vunden, Svundet Elskovs
Trylleri -
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
