Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Fr. Paludan-Müller (1809–1876)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Frederik Paludan-Muller
191
havde været. Han er i Grunden selv en mytisk Skabning;
hans Historie det er Borgerstandens Levnedsløb som
Myte.
Der var et Udtryk, som bestandig kom igen i
Paludan-Mullers Samtale, naar han talte om Videnskab
og Kunst, det var Ordene: store Opgaver. I disse
Ord indbefattede han sin Fordring til sig selv
og andre. Selv søgte han altid at stille sig store
Opgaver, fordi han havde den Tro at kun disse udvikler
Kræfterne og er en Kraftanstrengelse værd, og os
Yngre opfordrede han bestandig til at vælge store
Opgaver, fordi han mente, at kun ved at arbejde paa
Løsningen af slige fik Værket Fasthed og Bestaaen
i et Lands Literatur. «Der er,» sagde han engang
til mig, «mer end nok i vor Literatur af det, der
fyger og ryger som Avner; stræb altid at gør Noget,
der kan blive staaende i Literaturen og som kan
have en Fremtid for sig.» Det sikreste Middel til
at opnaa dette syntes ham i hans egen Kunst at være
det, under Fremstillingen af enkelte Personligheders
Skæbner at give den almenneskelige Type. De Digtere,
hos hvilke det Tilfældige spiller en vis Rolle,
hæver sig ganske vist ikke saa højt, men de bliver
til Gengæld ofte mere levende, mere indtagende;
thi Tilfældet, det er det Sære, det gratiøst
eller frygteligt Overraskende, den uberegnelige
Uregelmæssighed. Paludan-Muller er i Valget af sine
Planer i en sjælden Grad Tilfældighedens Fjende. Hans
Sans for det Grundmenneskelige ikke mindre end hans
Mangel paa egenlig Opfindsomhed forhindrede ham
fra nogensinde at vælge sig Saadanne Sær-Æmner som
Hertz saa ofte fordybede sig i (se f. Eks. Fristelsen
eller Emma). Det var Arten, den normale homo sapiens,
der tiltrak ham.
Jeg talte engang med Paludan-Muller om det for
Kritikeren Tiltrækkende og Lærerige i at erfare,
i hvad Orden de forskellige Dele af et Digterværk
var undfangne, og i at vide, hvor det virkelige
Udgangspunkt for Fantasiens Virksomhed i ethvert
givet Tilfælde har ligget Jeg henledede først Talen
paa Heibergs Poesier, og Paludan-Muller fortalte,
at fjerde Akt af En Sjæl efter Døden havde været
skrevet mange Aar før Resten af dette Digterværk;
han bemærkede fremdeles, at Heiberg altid plejede
at skrive Kupletterne i sine Vaudeviller først og
saa senere lægge Replikkerne om dem. Saa spurgte jeg
a briile-pourpoint: Hvad var først skrevet af Adam
Homo? og Paludan-Muller, som ellers ikke gerne indlod
sig paa Meddelelser om sine egne Skrifters
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
