Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - F. L. Liebenberg (1810–1894)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
222
F. L. Liebenberg
II (1894)
Det skrivende Folks kære gamle Patriark er gaaet bort,
han som bar sine hvide Haar med Ære, tro som han var
mod sin Ungdom til sit sidste Aandedræt. Vi viste
ham alle Ømhed og Ærbødighed; han var jo i Regelen
traadt ind i vort Liv fra det tørste Øjeblik af, da vi
satte Pen til Papiret. Han havde den dybe, brændende
Kærlighed til Literaturen, der er saa sjælden, og end
ikke er altfor hyppig blandt Skribenter af Fag. Den
Literatur, de fleste af disse interesserer sig for,
er jo kun den, de selv skriver. Han derimod, som
ikke selv skrev, levede og aandede i sin literære
Interesse, og. fra sine unge Aar af tog han sig
af den opvoksende Ungdom i Bogverdenen, medens han
samtidig dyrkede, samlede, rettede, udgav de gamle
Digtere fra det forrige Aarhundrede og de længst
afdøde blandt dette Aarhundredes Storheder. Han
opdrog eller understøttede og hjalp de Levende,
tog sig uegennyttigt af alle.
Af literær Religion var han Oehlenschlågerianer,
og hverken Baggesens eller Heibergs Kritik af hans
Heros havde svækket hans Beundring eller ranet
Oehlenschlager et Fnug af hans Kærlighed. Men han
var fordomsfri nok til at vie Oehlenschlagers
Modpol Schack Staffeldt en formelig Dyrkelse,
og til at vurdere det Bedste i den nye danske og
norske Literatur med samme Friskhed som de Mænd,
der er voksede op sammen med den.
Der brændte i den gamle Liebenbergs Sjæl en Flamme,
som aldrig mindskedes, endsige blev slukket. Den
brændte med et stille Lys som den evige Lampe i
et Tempel, denne Ildhu, som, fik sin Næring af
hans religiøse og politiske Frisind. Hans nærmeste
mandlige Slægtninge, Faderen og Broderen, havde været
rettroende og reaktionære; men i sin Modsigelsestrang
mod Ortodoksi og Reaktion var han utæmmelig, ja
gik i sine yngre Aars Lidenskabelighed som i sin
Alderdoms Harme til de mest skærende Udtryk. Han
afskyede al Præstevælde, og han græmmede sig i sin
høje Alder indtil Forbitrelse over at maatte sidde
som Tilskuer til sit Fædrelands politiske Forsmædelse
og se Retsfølelsen svgne hen.
«*. o
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
