Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - F. L. Liebenberg (1810–1894)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
F. L. Liebenberg
223
Han var en Mand af ét Stykke, hvis inderste Vilje
aldrig havde lidt noget Knæk, og som, hvor blid han
end var l sine Former, og hvor mildt hans Øjne end
tindrede, aldrig veg fra sin Overbevisning. Hans
Hjerte var blødt, men hans Hals var haard.
For en Menneskealder siden var Liebenberg en rask,
kraftig. Mand, der yndede daglange Fodture, paa hvilke
han gerne tog, en af sine yngre Venner med sig, og
endnu for en halv Snes Aar siden var han kun lidet
trykket af sin Alder. Men han var allerede som ung
den rørende beskedne Mand, han forblev; det viser de
Erindringer,, han har efterladt i Haandskrift.
Han kritiserede i Tredserne skønsomt sine yngre Venner
og opfordrede dem altid til ikke at sysselsætte
Publikum med hvad dette i Forvejen kendte til
og allerede havde Øje for, men at aabne det nye
Udblik. Han havde i sin Tid lært et meget stort Antal
Mennesker at kende, og levede i den studerende Verden
som en, alle kendte og alle holdt af. Alt som Aarene
gik og Alderen kom, trak han sig nødtvungent mere
og mere tilbage til sit Hjem. Men mod dem, han en
Gang havde sluttet sig til, var han trofast indtil
Fanatisme.
Saa tit han havde udgivet noget, en Tragedie af
Oehlenschlager, eller et Udtog af Digtene eller
et Hæfte af Aladdin, Pragtudgaven, saa begav han
sig med en stor Taske om Halsen, hvori Bøgerne og
Hæfterne laa, paa Rundvandring til de nærmeste af
sine Kære. Lidt daarlig til Fods var han bleven
med Aarene. I sit 84de Aar gik han jo ikke mere sin
gamle, raske Gang. De af hans Venner og Veninder,
der boede højere end første Sal, kunde han i de
allersidste Aar ikke længere besøge. Men boede man
ikke for højt og var Trappen nogenlunde bekvem,
saa hørte man ret jævnligt hans beskedne Ringen,
og hvidhaaret, hvidskægget, blaaøjet, med smilende
Mund stod den Gamle i Døren, straks parat med en
Undskyldning af Frygt for at forstyrre, greb med
sin Haand, som Muffedisen værnede mod Kulden, ned i
Tasken og trak sin Gave op, hvorpaa han blev bænket
paa en Stol, der ikke maatte være for lav og blød. Saa
gjaldt det at tale højt og tydeligt, thi til hans
store Sorg var hans Hørelse med Aarene bleven meget
svækket. Lykkeligvis holdt Øjnene godt ud, og det var
hans store Trøst, thi Læsning, som han altid havde
holdt af, blev alt som hans Tunghørhed mere og mere
isolerede ham fra Omverdenen hans stadige og næsten
eneste Glæde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
