Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - G. Hostrup (1818–1892)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
226
G. Hostrup
hans Lystspil, at han med et Par raske
Kridtstreger inddeler hele Samfundet, som man
inddeler en Tavle:
Her to forskellige Verdener repræsenterte staa, Dér
er den fine Portion og den anden dér; Begge Filistre
halvslumrende gennem Livet gaa, Begge kun hejle til
det, som er uden Værd, Mellem dem begge Studenten
sin skjulte Bolig har
o. s. v.
Virker Heiberg ved sine geniale Overdrivelser,
Hertz ved den Omhu, hvormed hans smidige og og
elegante Stil følger enhver Svingning i Stemning
og Lune, saa staar Hostrup ene ved sine Portræters
slaaende Troskab. For at opnaa denne sætter han gerne
baade Korrekthed og Elegance tilside. Han er næsten
slet ikke Skribent. Ligesom man undertiden straks
ser paa et Maleri, at det er malet, saaledes ser
man tit paa en dramatisk Scene, at den er skrevet
(man efterse f. Eks. nogle af de længere Repliker
i Heibergs Valgerda)-, hos Hostrup er Alting sagt,
talt. Hvorledes bærer vi os ad, naar vi taler? Vi
véd næppe selv, hvordan vi hjælper os, hvorledes
Nøden bryder alle Love. Vi løfter pludselig,
sænker pludselig Stemmen, knækker Sætningen over og
anvender alle Midler til at fremhæve det afgørende
Ord. Saaledes taler Hostrups Personer. Skribenten
vover tit ikke at hensætte det nøgne, det egenlige,
snurrige Ord, der maaske hverken findes i Ordbog
eller Sproglære, men kun paa Læberne. Det vover
Hostrup. Heri er han beslægtet med Andersen,
der i sine Æventyr skriver Grammatik og Syntaks
sønder og saramen, afbryder og gentager - netop som
man taler. Intet er i hans Lystspil saa ypperligt
som Sprogformen. Det er et Vidunder, som han véd,
hvorledes alle Mennesker taler. Naar man betænker,
hvor faa enkelte Træk hans Erindring kan opbevare som
erfarede og selvoplevede, saa falder man i Forbavselse
over den Konstruktions- eller Anelses-Evne, den
Gætningssikkerhed, som han maa have for at kunne
skrive, som han skriver, for at kunne finde Udtrykket
saa betegnende og sandt, at ikke blot Erfaringen
stadfæster hans Gisning, men selv den, der paa et
eller andet Punkt ingen Erfaring har gjort, føler,
at saaledes maa det være. Hvorfra véd Hostrup, at
en Skræddersvend som Peter Ravn vil sige Baroninder
og ikke Baronesser? Man ser let bagefter, at det er
rigtigt, men hvorledes faldt han paa det? Hvor-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
