Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - G. Hostrup (1818–1892)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
G. Hostrup
235
ulærde unge Landmand den visne Professor af Marken. Og
Hostrup nøjes ikke engang med at udle den bedrøvelige
Stands-kejtethed, der saa tidt rammer Dyrkeren af de
abstrakte Studier, men han blotter skaanselløst selve
Farerne ved det «indadvendte Liv i Tanke og Drøm»,
som han lader Klint i En Spurv i Tranedans prise
saa højt, og af hvilket han selv i Begyndelsen ikke
fordrede nogen Handling. I to forskellige Skikkelser
fremstiller han os Fantasteriet, begge Skin-Digtere:
den ene Brink i Mester og Lærling, en poetiserende
Svækling uden Saft og Marv, den anden Hiller i det
svage Stykke Æstetisk Sans, en kold Slyngel, der ofrer
alt for sin Egenkærlighed. Ligeoverfor den første
stiller han et uvidende, usvækket Naturbarn, men imod
den anden, for at krone Værket, en yderst ubegavet,
men brav og ærlig Urtekræmmersvend. Det er næsten,
som havde han foresat sig at hævne de andre Stænder
paa den først med saa megen Forkærlighed behandlede
lærde Stand. Hostrup har nu faaet saa megen Hidsighed
i Blodet og saa megen Fart bort fra sit tidligere
Standpunkt, at han i Strid med alle Skønhedsfordringer
gør den pure Skikkeligheds Repræsentant til
Helt. Til Slutning har han saa, ligesom for at
afrunde Billedet, samlet alle Pedanteriets og den
lærde Ynkeligheds morsomste Karikaturtræk, som de især
saa frodigt blomstrer i Tyskland, i den tyske Doktor
fra En Nat mellem Fjeldene, og sat denne Skikkelse
hen mellem ufordærvede norske Bønder og en engelsk
Idrætsmand. Her lider Lærdommen sit største Nederlag,
og nu har den ene Stand ikke mere noget at lade den
anden høre.
Det er imidlertid ikke alene i det Studenteragtige, at
Ungdommeligheden træder frem i En Spurv i Tranedans,
det føles ligesaa stærkt i Behandlingen af det
overnaturlige Element.
Hostrup holder af at kalde det til Hjælp: han bruger
det dels efter Heibergs Eksempel, fordi det gør
Prosaverdenen mere prosaisk og derved mere latterlig,
dels som Arnesen i Capriciosa eller Andersen i
Lykkens Blomst, fordi det sparer ham en besværlig
Forstandsbegrundelse og uden videre sætter Handlingen
i Gang; men med sit barnlige Sind anvender han det
især, fordi det giver Lystspillet et barnligere,
kaadere Sving. Hovedvanskeligheden ved at lade det
Overnaturlige spille ind i et Livsbillede af vor
Tid og vore Sæder, er den at smelte de to Verdener
sammen til en Enhed, saa at Værket ikke gaar midt
over ligesom de Malerier af italienske Malere,
i hvilke Handlingen, der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
