Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Søren Kierkegaard (1813–1855)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
258 Søren
Kierkegaard
Aar under Følelsen af Intet at due til og kunde
komme frem med Udbrud, der viste, at han til sine
Tider følte sig som den Elendigste af Alle. (Eft
Pap. II. 127.) Saaledes omtrent tænker jeg
mig, at en eller anden af Cromwells Soldater,
en eller anden Jeroboam-Lev-for-at-opstaa eller
PimpIeton-Gud-være-med-os har klaget sig i de Timer,
da Naaden var svag i ham. Medens den forholdsvis
lykkelige unge Mill ved sin Faders Haand førtes ind
i Videnskaber, som der vel udfordredes en Mands
Aandskraft til at magte, men dog i Videnskaber,
indviede denne mørke og fantastiske Puritaner af
Almuesklassen sit stakkels Barn i alle de Angster
og Bekymringer, hvormed den kristelige Rettroenhed,
forkyndt af en i Skrupler og Anfægtelser henlevende
udannet Mand, kan omspænde et barnligt Sind. I
Synspunktet for min Forfattervirksomhed S. 59 hedder
det: «Som Barn blev jeg strengt og alvorligt opdraget
i Kristendommen, menneskelig talt afsindigt opdraget:
allerede i den tidligste Barndom havde jeg forløftet
mig paa Indtryk, som den tungsindige Olding, der
havde lagt dem paa mig, selv segnede under - et Barn
afsindigt paaklædt til at være en tungsindig Olding.»
Hvem kan da undre sig over, at der kom Øjeblikke, i
hvilke den Gamle stod stille foran Sønnen, sørgmodigt
betragtede ham og sagde hine Ord, der aldrig gik
Kierkegaard af Minde og som har fundet deres Plads i
Dagbogen Skyldig-Ikkeskytdig i Stadier paa Livels Vej:
«Stakkels Barn! Du gaar i en stille Fortvi vielse.»
(Eft. Pap. II. 68, Stadier, 2den Udg. 179.) Fader
og Søn synes hver for sig at have gjort sig selv
ansvarlig for den andens Tungsind; Sønnen frygtede
for, at Faderen sørgede over ham og omvendt. Men
under alt dette opelskedes i Barnets Sind eji Følelse,
der snart blev den fremherskende hos ham: Pieteten,
den tungsindige Pietet.
III
I Hjemmet lærte Drengen fremfor Alt at lyde, at
fantasere og at disputere. Her lærte han, tvungen
ind i den kristelige Rettroenhed som i et Kloster,
at bede, at kræve sig selv til Regnskab, at krybe
sammen i Frygt og Bæven, og uundgaaeligt var det, at
en saa opvakt Aand mangen Gang maatte kaste attraaende
Blikke over Klostermuren og hengive sig til Længsler
og Ønsker, som de avles i et Kloster. I Skolen lærte
det geniale
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
