Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Søren Kierkegaard (1813–1855)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Søren Kierkegaard
271
i denne allerførste Celle, som Kierkegaards
Frembringelsesdrift afsætter, saa finder man allerede
lier hans Væsens Grundtræk. Det synes underligt
at paastaa, at dette første æstetisk-kritiske
Stridsskrift og den sidste Samling af lidenskabelige
Angreb paa Gejstlighed og Statsreligion, der bærer
Navnet Øjeblikket, har mere end stilistiske Egenskaber
tilfælles. Men tilfælles har de Kierkegaards to
Grundlidenskaber: Pietet og Foragt.
I det ungdommelige Flyveskrift gælder Pieteten
(ligesom i de Par allerførste Bladartikler mod
Orla Lehmann, der to Aar tidligere stod i Den
flyvende Post) Danmarks poetiske Guldalder i dette
Aarhundrede, hvis politiske Svaghed betragtes som
rige-lig opvejet ved dens æstetiske Styrke, og
Foragten gælder den nye Tids Mænd i Almindelighed,
den yngre Slægt. Politikerne, Samtiden.
I Øjeblikket er Pieteten rettet mod det nye
Testamentes Kristendom som Sandhedens eneste
Legemliggørelse og Rettesnor, og Foragten gælder
Gejstligheden, Kristenheden, atter Samtiden Saa store
Omvekslinger en Forfatter som Kierkegaard synes at
have undergaaet, hvis Væsen og Skæbne førte det med
sig, at han bestandig selv maatte nedbryde, hvad
han mere end nogen anden havde beundret og forgudet
(f. Eks. Hegel, Heiberg, Mynster, det Bestaaende,
Kirken), i Virkeligheden er hans Aandsform bestandig
den samme. Han har i sin Sjæl en Tilbøjelighed til
ydmyg og glødende Begejstring; ved Siden deraf, i
Kraft deraf en uafbrudt Frembringen af veltalende og
tilintetgør end e Spot for at mætte «den Lidenskab,
der var i hans Sjæl: Foragt* (Øjeblikket Nr. 1), og
han lader i sit første og sit sidste Skrift det samme
Skyts af forbitret og fjerntrammende Haan spille i
Pietetens Tjeneste. I hans Ungdoms Flyveskrift er det
kun Riffelskud, i Øjeblikket sande Artillerisalver,
men Krudtet er af samme Tønde.
Det er forbausende, med hvilken Sikkerhed den 25aarige
unge Mand dømmer og fordømmer sin hele Tidsalders
Stræben. Om Tidens Hovedretning: det Politiske, taler
han* som i Frankrig en Snes Aar forinden Tilhængerne
af den hvide Fane, der elek-triseredes ved Ordet
Bourbon. Hans Haan er endda langtfra altid vittig. I
Anledning af det gamle Vers «Det donner under Ros,
de danske Hovmænd der de Dysten ride» bemærker han, at
Nutidens - hele Nutidens! - Surrogat «Tramp i Gulvet
med lange Bene» forslaar kun lidt. Den tidligere
Periode er ham
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
