Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Søren Kierkegaard (1813–1855)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Søren Kierkegaard
273
finde i at slaa sig til Ridder paa den stakkels
værgeløse H. G. Andersen, der dengang endnu var det
jagede Dyr i den danske Literatur? Hvad kunde det
glæde den sindrige Edderkop at fange denne stakkels
Flue i sit fintspundne Væv?
Svaret er, at Grundtanken i Andersens Roman havde
ramt Kierkegaard paa et afgørende Punkt i hans eget
Tankeliv, havde harmet ham næsten personligt ved
at ophidse noget af det Bedste i ham, hans Livsmod
udadtil. Hvad der opbragte ham, det var den Lære,
Andersen havde lavet om Geniet, en Uvirksomhedslære,
at Geniet behøvede Pleje, kærlige Omgivelser,
en vis lunken Varme for at sætte Frugt, og at det
uden denne Understøttelse vilde eller maatte gaa til
Grunde. Neppe var nogen Forkyndelse mere egnet til
at vække dens Harme, hvem «det aldrig nogensinde var
faldet ind, at han, selv om han vilde have forsøgt
sig paa det Dumdristigste, ikke skulde sejre. *)»
Her stod et ungt Geni, lige paa Nippet til at
træde ud i Livet, et Geni, hvis Pande (ikke at tale
om, at den var fuld af mange og sindrige Tanker)
stadig led af en vis underlig Kildren eller Kløen,
som andre Pander ikke kender Noget til, Trangen til
at løbe mod en Mur, og som var fuldt overbevist om,
at denne Fremfærd vilde blive ikke Pandens, men
Murens Ruin. Her stod et ungt Geni, hvis Sjæl var
en Bue, som altid var spændt, og der ikke blot som
Andersen længtes efter et lysende Ry, efter Hæderens
Straalekrans, men som uendeligt attraaede den endnu
langt finere Vellyst, Smertens Vellyst, den Nydelse
at mis-kendes, at misforstaas, at hades, at føle de
Saar, som ikke smerter, fordi de modtages i Slagets
og Begejstringens Hede, de Saar, som vel smerter,
men ikke dræber, fordi Helten, som modtager dem,
er forudbestemt til Sejren og overhovedet ikke lader
sig fælde - et Geni endelig, som i sig havde endnu
langt mere af den hallucinerede Martyrs lidende
Mod end af Soldatens mandige og solklare Kamplyst
- og han skulde urørt høre et Medlem af sit eget
Slægtled i Bog efter Bog forkynde denne slappe Lære om
Skørtevejens Nødvendighed for Geniet, han, Titanen,
som i sig følte de Kræfter gære, der snart midt
under en Samtids Ligegyldighed skulde taarne anden
Del af Enten-Eller oven-paa første, Stadierne paa
Enten-Eller, den kolossale Efterskrift paa Stadierne,
Pelion paa Ossa! Nej clet var en Udfordring,
*) Synsp. f. min Forfvirks, S. BO.
G. Brandes: Samlede Skrifter. II.
18
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
