Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Søren Kierkegaard (1813–1855)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
276 Søren
Kierkegaard
hvad Karaktersvaghed det kan have været,
han senere saa stærkt har fordømt hos sig
selv. Dagbogsudtalelserne giver os Vink; de
betegner «Ustadighed», ^glimrende Ustadighed» som en
Egenskab hos Kierkegaard som ung, de gaar i sædvanlig
superlativisk Stil saa vidt som til at kalde ham «det
ustadigste af alle Men-nesker», de peger med ét Ord
hen paa en Naturgrund hos ham, som Mangen ikke vilde
formode hos en Forfatter, hvis Stræben bærer et saa
afgjort Præg af haardnakket Fasthed. Ved Hjælp af
disse Vink kan Enhver, der er lydhør for Sligt, høre
Kierkegaards eget Væsen og egen Væremaade som Yngling
ud af Assessorens Formaninger til den unge Æstetiker i
Enten-Eller’s anden Del, især naar disse sammenlignes
med det Billede, der i Kierkegaards Disputats gives
af den moderne, romantiske Ironikers Livsanskuelse
og Færd.
«Der var engang (hedder det i Dagbogen under
Overskriften Min Dom om Enten-Eller} en ung Mand, rigt
udrustet som en Alkibiades; han søgte i sin Samtid
forgæves efter en Sokrates, der kunde opdrage ham. Da
hørte Guderne hans Bøn og han blev selv forvandlet
til en Sokrates.»
Altsaa en Alkibiades fra først af, om end ikke i
Skønhed, saa i Aand. Han gik gennem Livet som Tilskuer
dertil. Han nød det som et Drama, i hvilket han ikke
deltog. Vilde Nogen inddrage ham deri, tænkte eller
sagde han som Æstetikeren i Enten-Eller: Højstærede
Samtidige! De glemmer at jeg er udenfor, er ude «som
et lille bitte spansk S»!
Den der ser paa Livet som Tilskuer, betragter det
efter dets Skønhed. Han har intet mod det Onde,
ifald det er udpræget og ejendommeligt; han er en
Ven af Dyden, vel at mærke naar den ikke er flov,
men stor i sin Stil og særegen i sit Udtryk. Han er en
streng Kritiker af den, fordi det ærgrer ham at se en
Type spoleret. Som den, der under en Ildebrand staar
kold og uden Vilje til at hjælpe, ikke just fordi
han er følelsesløs, men fordi han bruger Øjeblikket
til at studere Belysnings-effekter paa Ansigterne,
og det atter ikke som en Maler, der med Alvor ser sit
Kald deri, men som en Nero, der er fordømt til evigt
Dilettanteri, saaledes tænker jeg mig, at han nu og
da har været fristet til at se paa Livets Elendighed
og Menneskenes Jammer, og det er sandsynligt, at han i
Selvransagelsens og Selvanklagens Øjeblikke har været
uvis om han ikke virkelig betragtede Livsskæbnerne
saadan. Mulig har han inderst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
